Billede beskrivelse

Der skal ny asfalt på strækning ved Hjallerup: Sådan påvirker det trafikken

06. april 2026 kl. 17.01

HJALLERUP: Vejdirektoratet går fra mandag aften 13. april i gang med at lægge ny asfalt på en cirka fire kilometer lang strækning af Frederikshavnmotorvejen (E45) ved Hjallerup.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

Arbejdet finder sted i nordgående retning ud for rastepladsen Hjallerup Enge og forventes at strække sig over to uger afhængigt af vejret.

Den eksisterende asfalt skal fræses af, hvorefter den underliggende belægning forstærkes med et nyt bærelag. 

Herefter udlægges ny asfalt, og der afsluttes med nye vejstriber. Det skal gerne give en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Arbejdet udføres i aften- og nattetimerne, hvor trafikken ledes over i modsatte spor med ét farbart spor i hver retning og nedsat hastighed.

I dagtimerne er der åbent for trafik i normal retning - dog med nedsat hastighed.

Rasteplads Hjallerup Enge vil være spærret mellem kl. 18.00 og 6.00 i hele arbejdsperioden.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste