Den store dag blev fejret med smil og solskin
Konfirmationstiden er over os. Lørdag bekræftede 15 unge dåben ved højtideligheden i Øster Brønderslev Kirke.
Det foregik i herligt forårsvejr på en dag, hvor der også var rig lejlighed til at lade sig imponere af smukke køretøjer.
Flere limosiner, sportsvogne og dollargrin stod således klar til at transportere konfirmanderne standsmæssigt til festen. Axel Fauerskov Lyngø var en af de heldige.
Han blev fragtet fra kirken i en imponerende Bentley, der stod ganske flot til ungersvendens kongeblå jakkesæt. Om Axel så også fik drømmen om en el-guitar indfriet via gaveregnen, må stå hen i det uvisse.
Mon ikke han dog under alle omstændigheder nu er økonomisk habil til at erhverve én af slagsen. Søndag blev yderligere 2 unge konfirmeret i Øster Brønderslev Kirke.