Billede beskrivelse

Danskerne flokkedes om pindsvinetælling: Det giver håb for en truet art, mener naturchef

22. august 2025 kl. 17.00

Over 14.000 danskere deltog lørdag 9. august i årets landsdækkende pindsvinetælling og hjalp med at registrere mere end 21.000 pindsvin. 

Den store opbakning vækker begejstring hos WWF Verdensnaturfonden og forskerne bag initiativet, som håber, at den folkelige indsats kan være med til at sikre pindsvinets fremtid i Danmark.

Det fortæller WWF Verdensnaturfonden i en meddelelse. 

Formålet med tællingen er at indsamle viden om det europæiske pindsvin, der mange steder er i tilbagegang.

På blot ti år er arten gået tilbage med op mod 30 procent på tværs af Europa og er nu klassificeret som ’nær truet’ af IUCN. 

I Danmark er der dog fortsat store videnshuller.

I samarbejde med WWF Verdensnaturfonden står Danmarks eneste pindsvineforsker, Sophie Lund Rasmussen, bag tællingen. Hun er også kendt som Dr. Pindsvin.

De indsamlede data giver vigtig indsigt i artens udbredelse:

- Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme, men med danskernes hjælp begynder der heldigvis at tegne sig et billede af deres udbredelse, som kan bruges til at beskytte dem bedre, udtaler Sophie Lund Rasmussen. 

Antal registrerede pindsvin per region

  • Region Nordjylland: 3.599
  • Region Midtjylland: 5.203
  • Region Syddanmark: 4.382
  • Region Sjælland: 4.741
  • Region Hovedstaden: 3.449
  • I alt: 21.374 pindsvin
  • Data er indsamlet fra 9. august til 13. august. 
  • Gennemsnitligt blev der registreret 1,6 pindsvin per deltager - en smule færre end sidste års 1,8.

Bemærkelsesværdigt tal

Særligt bemærkelsesværdigt i år er det høje antal hunner med unger. 

Det tyder på en tidligere parringssæson end normalt - muligvis som følge af en mild vinter. 

Ifølge forskeren kan klimaforandringer have fremrykket yngletiden, men det er endnu for tidligt at vurdere konsekvenserne for bestanden.

WWF Verdensnaturfonden fremhæver den store folkelige deltagelse som et vigtigt skridt mod større naturforståelse og bedre beskyttelse af truede arter:

- At så mange danskere deltager år efter år giver håb for, at også kommende generationer får lov at opleve pindsvin i den danske natur, lyder det fra Line Gylling, chef for dansk natur i WWF.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste