Billede beskrivelse

Brønderslev-mægler bliver en del af noget større: - Det handler stadig om mennesker og tillid

Westergaard Bolig indgår kompagniskab med det landsdækkende ejendomsmæglerfirma John Frandsen

11. januar 2026 kl. 11.02

BRØNDERSLEV: Efter mere end 30 år i Brønderslev indgår Westergaard Bolig nu kompagniskab med Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen. 

Aftalen betyder, at den lokalt forankrede mægler bliver en del af en af de største mæglerkæder i Danmark.

Ifølge indehaver Kjeld Westergaard handler beslutningen om at ruste virksomheden til fremtiden.

– Vi har længe haft kig på firmaets videre udvikling. I kompagniskab med Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen får vi nu endnu flere muskler og bagland til fortsat at gøre en positiv forskel på boligmarkedet her i Brønderslev, siger Kjeld Westergaard.

For kunder og samarbejdspartnere får kompagniskabet ikke den store betydning. Butikken fortsætter med de samme medarbejdere, og Kjeld Westergaard forbliver en aktiv del af driften. 

Samtidig indtræder Nils Vejby som partner, og han er ikke i tvivl om, at der er tale om et godt match: 

- At være ejendomsmægler handler om mennesker, troværdighed, tillid, samarbejde og netværk. Det er værdier, som fortsat vil være i centrum hos os, og som passer utrolig godt med John Frandsens værdier.

Hos sidstnævnte ser man Brønderslev som et vigtigt bindeled i Vendsyssel. Med John Frandsen-afdelinger i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn styrkes den regionale tilstedeværelse nu yderligere. 

– Vi er meget tilfredse med at få bundet tingene tættere sammen med Kjelds butik i Brønderslev, lyder det fra ejendomsmægler Tom Madsen.

John Frandsen åbnede i 1995 i Randers og er siden vokset til nu 57 afdelinger og over 200 ansatte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste