Billede beskrivelse

Brønderslev-forening lukker efter 82 år

26. oktober 2025 kl. 06.01

BRØNDERSLEV: - Jeg er meget ked af det - men der er ikke noget at gøre ved det!

Ordene kommer fra Else Jeppesen, der er formand og kasserer for Brønderslev Efterløn- & Pensionistforening, som nu bliver nedlagt efter 82 års virke.

Foreningen blev grundlagt den 23. marts 1943. Dengang hed det Aldersrenteforeningen, for det var jo inden, der var noget, der hed pension og efterløn.

I dag har foreningen næsten 200 medlemmer, men den bliver nu nedlagt, fordi der ikke er nogen, der ønsker at melde sig til det frivillige arbejde med at drive foreningen.

- Vi har holdt to ekstraordinære generalforsamlinger med henblik på at skaffe nye bestyrelsesmedlemmer og undgå at nedlægge foreningen. Men det har ikke været muligt at få nogen til at melde sig, så nu lukker vores forening ved årsskiftet, fortæller Else Jeppesen.

Billede beskrivelse

Hun har været kasserer i foreningen siden 2019, og da den daværende formand trak sig i 2020 lod Else Jeppesen sig vælge som midlertidig formand.

- Jeg sagde dengang, at jeg godt kunne tage et år som både formand og kasserer, indtil vi fandt en anden formand. Men så tog det ene år det andet, og vi fik aldrig en anden formand. Nu har jeg så besluttet at trække mig, fordi der er andre ting, som fylder en del i mit liv nu, så jeg ikke længere har overskud til foreningsarbejdet. Men jeg har det trælst med at lukke foreningen, selv om det jo som sådan ikke er mig, der lukker foreningen. Den lukker, fordi der ikke er medlemmer som vil tage over, siger en trist Else Jeppesen.

Der har været pænt med medlemmer i Brønderslev Efterløn- og Pensionistforening, som også har haft mange aktiviteter for medlemmerne. Fem årlige fester og to årlige udflugter og fire store parkkoncerter har foreningen blandt andet afholdt.

Onsdag eftermiddage har der været fællessang i Fælleshuset i Knudsgade, hvor Ruth Nielsen har ledt an med klaverspil i mange år, og det slutter så med årets udgang.

Midler tilbage 

Afslutningsarrangementet bliver den 10. december, hvor Henning Vad kommer forbi og synger julesange. Og den 13. december bliver den sidste julefrokost i foreningens regi afholdt.

Foreningen lukker med en god økonomi, som skal gå til seniorer i Brønderslev.

- Vi giver nok lidt midler til kommunens plejehjem, siger Else Jeppesen.

Men hvad nu hvis der i sidste øjeblik melder sig nogen, som vil overtage foreningsarbejdet

- kan det så lade sig gøre?

- Nej, det er for sent. Så skulle det være sket til en af de to ekstraordinære generalforsamlinger. Foreningen eksisterer desværre ikke mere, når vi når årsskiftet, siger en ærgerlig Else Jeppesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste