Biblioteket indviede nymalet legemoråde
BRØNDERSLEV: En dygtig graffitikunstner har sat et festligt præg på væggene i legeområdet på Brønderslev Bibliotek. Nu kigger elefanter og giraffer ned fra væggene, imens hele alfabetet flyver rundt blandt tal og sommerfugle. Sådan et nyt kunstværk skal fejres, og til indvielsen var de indbudte gæster naturligvis masser af legebørn.
Den nye udsmykning blev taget godt imod af de små gæster, der var hurtige til at udforske alle hjørner og kanter af rummet.
Børnene ledte i stor begejstring efter dyr, bogstaver og tal. Og der var også hygge, højtlæsning og fællessang, som blev ledt an af børnebibliotekarerne.
- De nye vægmalerier er med til at sætte gang i gode lege mellem børn og voksne, og lidt læring kan der samtidig også være plads til, siger biblioteksleder Marianne Hundebøl.
- Det er skønt at have besøg af nogle af vores mindste lånere, og når jeg ser deres begejstring for graffitien, glæder jeg mig rigtig meget til at vi får besøg af endnu flere af kommunens børn, fortsætter Marianne Hundebøl.
Legeområdet på Brønderslev Bibliotek er nu åbent for alle børn og deres forældre.