Bevægelse er kommet øverst på dagsordenen hos Springbrættet
BRØNDERSLEV: Torsdag dannede Springbrættet på Nordens Allé i Brønderslev ramme om den årlige sommerfest for borgere og pårørende. Arrangementet var vanen tro indrammet af højt humør, hygge og et veldækket kaffebord.
Men i år havde festen en ganske særlig betydning. Således kunne deltagerne fejre, at dagtilbuddet nu officielt er blevet idrætscertificeret. Det seneste år har personalet gennemgået en målrettet uddannelse i samarbejde med Para-Sport, DGI og VIA University College. Den nyerhvervede viden bliver allerede brugt i det daglige arbejde med borgerne, hvor fokus er lagt på fysisk, mental og social bevægelse.
Certificeringen blev markeret efter alle kunstens regler. Blandt andre var borgmester Mikael Klitgaard (V), Ole Stavad fra TrygFonden samt politisk chef i Muskelsvindfonden, Thomas Krog, mødt frem for at gratulere. Sidstnævnte hæftede sig ved vigtigheden af fysisk bevægelse.
- Alle har glæde af at bevæge sig. Jeg har set mange eksempler på stort engagement – selv hos mennesker, der stort set ikke kan bevæge sig. Noget af det samme oplever jeg her. Jeg glæder mig over jeres nye status og de muligheder, som det skaber, lød det fra Thomas Krog.
Forinden havde Mikael Klitgaard slået fast, at idrætscertificeringen bidrager til mere end fysisk aktivitet.
- Det skaber sammenhold, og det er inspirerende, at man kan arbejde sammen om noget som det her. I Brønderslev er vi meget glade for bevægelse. Vi har lagt os i selen for at skabe bevægelse blandt så mange borgere som muligt. Det her er endnu et eksempel, sagde borgmesteren, inden Ole Stavad tog ordet.
Han var i gavehumør og havde medbragt en check til Springbrættet på 40.000 kr. fra TrygFonden.
- Vi skal værdsætte steder som dette. Og så skal vi huske at takke de medarbejdere, der får det til at lykkes. Jeres engagement viser tydeligt, at det her er meget mere end et arbejde for jer, fastslog Ole Stavad.
Sammen med Dennis “Batman” Jensen, der til dagligt benytter sig af Springbrættets tilbud, fik Ole Stavad også æren af at stå for den officielle markering. I fællesskab klippede de to et symbolsk bånd som tegn på, at Springbrættet nu er et idrætscertificeret aktivitets- og samværstilbud for voksne med funktionsnedsættelser.
Sommerfesten fortsatte med fysiske aktiviteter i haven, inden den lokale pølsemand fristede med sprøde lækkerier til forsamlingen.