Billede beskrivelse

Asaa-forening fejrer fem år

13. august 2025 kl. 11.02

ASAA: Asaa Havn summer af liv året rundt, og flere foreninger har base her. 

En af de mest aktive er Asaa SUP (Stand Up Paddle), som nu kan fejre fem år med masser af medlemmer, aktiviteter og initiativer, skriver klubben i en omtale. 

Foreningen tilbyder både paddleboard og sit-on-top kajak, og holder til lige ved siden af dykkerklubben. Her er der plads til alle aldersgrupper. Tirsdag eftermiddag træner 60+ holdet fra kl. 16.30 til 18.00, og onsdag er det juniorholdets tur fra kl. 17.00 til 18.30. 

Hver lørdag står en instruktør klar, så medlemmerne kan komme trygt ud på vandet. En af foreningens vigtigste regler er, at ingen tager afsted alene uden for havnen.

Medlemskab giver adgang til klubbens udstyr – boards, kajakker, våddragter, badesko, handsker og redningsveste. Før optagelse skal nye medlemmer gennemgå en obligatorisk instruktion i både sikkerhed og klubregler, så alle kan færdes sikkert på vandet.

Fællesskab og hygge er en central del af Asaa SUP. Foreningen deltager aktivt i lokale arrangementer – senest Havnefestivalen, hvor både børn og voksne havde en fest på vandet og i den pyntede strandbar i klublokalet. 

Den 23. august bliver den årlige SUP-festival afholdt i samarbejde med flere østkysthavne. Her kunne både medlemmer og gæster prøve SUP, kajak og SUP-yoga – og nyde samværet med andre vandglade deltagere.

Klubben er også stolt af sin konkurrenceprofil, Stinna Morell Lerche, der repræsenterer Asaa SUP både nationalt og internationalt. Hun har blandt andet sikret sig en bronzemedalje ved DM i SUP.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste