Billede beskrivelse

50 nye lejeboliger er på vej i Brønderslev

22. august 2025 kl. 06.00

BRØNDERSLEV: På adressen Rødbøgen 1 i Brønderslev ligger en stor, ubenyttet byggegrund. 

En del af den er dog i øjeblikket lejet ud til et entreprenørselskab, men det får snart en ende, for der er store visioner for byggegrunden.

- Vi har planer om at bygge 50 rækkehuse i forskellige størrelser, fortæller Rune Kongerslev Larsen. 

Han har som investor indgået et samarbejde med Aalborg Boligselskab, og sammen har de købt grunden på Rødbøgen, som de overtog den 1. juli.

De 50 rækkehuse bliver alle lejeboliger, og byggeriet går i gang så hurtigt som muligt. Der skal lige gennemføres noget papirarbejde - byggesagsbehandling - inden det første gravearbejde bliver sat i gang.

- Vi håber at kunne begynde så hurtigt som muligt, gerne i morgen, hvis det kunne lade sig gøre, men det sker nok først i slutningen af efteråret, siger Rune Kongerslev Larsen.

Når byggeriet på et tidspunkt går i gang, så vil de 50 rækkehuse stå klar 15 måneder senere.

Men hvorfor har de valgt at lægge et relativt stort boligbyggeri lige i Brønderslev?

- Brønderslev har så sindssygt meget at byde på, siger Rune Kongerslev Larsen - og nævner i forbifarten byens sundhedshus og padelcenter.

Det spiller også ind, at Brønderslev er en oplagt pendlerby; beliggende mellem Aalborg og Hjørring og med gode trafikforbindelser, jernbane og motorvej, til begge byer.

- Vi tilstræber også, at de nye boliger skal have en overkommelig husleje. Vi håber på, at vi kan holde os under 10.000 om måneden for alle boliger, forklarer Rune Kongerslev Larsen.

Der er på nuværende tidspunkt ingen tegninger over det kommende byggeri, som kan illustrere denne artikel. Byggesagsbehandlingen skal lige afsluttes, inden der kan laves detaljerede tegninger over nybyggeriet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste