Billede beskrivelse

10.000 frivillige blev fejret i weekenden: Næste år gør de det - måske - igen

12. august 2025 kl. 20.02

Adskillige tusinde frivillige var lørdag og søndag i den forgangne weekend i Fårup Sommerland - ganske gratis. 

Baggrunden var, at Fårup Sommerland, DGI Nordjylland, Spar Nord Fonden og Det Nordjyske Mediehus i fællesskab ville sørge for, at landsdelens foreningsformænd og -kvinder kunne anerkende og sætte pris på de mange frivillige kræfter, der findes i de nordjyske foreninger.

Flere end 250 foreninger var repræsenteret hen over weekenden, og det blev lige præcis de gode rammer, som arrangørerne havde håbet på. 

Det fortæller direktør i DGI Nordjylland, Torben Kielgast Lauritsen, på bagkant af weekendens festligheder i forlystelsesparken. 

Billede beskrivelse

Han var selv til stede begge dage i Fårup Sommerland og så her adskillige glade frivillige. 

- Vi er ovenud tilfredse med, hvordan dagene er forløbet. Det virkede, som det skulle, og vi er meget tilfredse med at kunne anerkende de frivillige, der var inviteret, siger Torben Kielgast Lauritsen og tilføjer: 

- Det var fedt at se den interaktion, der var mellem de frivillige i parken, både da de gik rundt i parken, og når de hyggede sig i spiseområderne. 

Om en lignende fejring af Nordjyllands frivillige kommer til at finde sted næste år, er der endnu ikke konkrete planer for. 

Men DGI Nordjylland-direktøren fortæller dog, at man "vil arbejde meget positivt på at kunne gentage fejringen og anerkendelsen næste år". 

- Konceptet med at bruge Fårup Sommerland som destination har fungeret virkelig godt, så det vil vi helt sikkert også søge mod igen, supplerer han. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste