Afbryder samarbejde med handelschef - vil have ny profil
Større by i Vendsyssel skal have ny handelschef
BRØNDERSLEV: Brønderslev Handel skal have ny handelschef.
- Bestyrelsen har truffet beslutningen om at slutte samarbejdet med Peter Karstrøm Vagning som handelschef, vi takker for hans arbejde gennem det sidste år, lyder det i en mail, der er sendt ud til medlemmerne.
Peter Karstrøm Vagning har kun været ansat et års tid, og næstformanden i Brønderslev Handel, Nicolai Sthyr-Nielsen, uddyber beslutningen overfor Nordjyske:
- Vi vil gerne prøve noget andet, siger næstformanden og medgiver, at det kan være lidt af en udfordring at finde personen, der både mestrer struktur og økonomi samtidig med, at man er kreativ og udadvendt.
Hidtil har handelscheferne i Brønderslev været hyret ind som en slags konsulent, der er ansat 25 timer om ugen. Da det altså ikke svarer til et fuldtidsjob, har de typisk også et andet job, de bestrider.
- Det kan godt være, at vi skal gentænke ansættelsen, så den bliver mere af fast karakter. Men det er noget vi skal snakke nærmere om i bestyrelsen, siger Nicolai Sthyr-Nielsen.
Bestyrelsen og Peter Karstrøm Vagning skal nu drøfte, hvornår samarbejdet præcist skal ophøre, da der kan være et par projekter, som lige skal rundes af.
Indtil Brønderslev Handel finder den rigtige afløser, kan medlemmerne henvende sig til formandskabet i Brønderslev Handel, enten Nicolai Sthyr-Nielsen eller Trine Dolbak
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Karstrøm Vagning.