Året Bålhøj Festival er allerede nu en sikker succes
ØSTER BRØNDERSLEV: Der er mange, der har set frem til året Bålhøj Festival med lidt bekymring. For sidste års festival gav en rigtig øv-underskud, som helst ikke skulle gentage sig i år, hvis festivalen skulle overleve på længere sigt.
Men nu kan al bekymring lægges til side. For det er allerede nu helt sikkert, at den kommende festival vil give et pænt overskud.
- Vi har på nuværende tidspunkt solgt 1400 billetter, og vi vil få solgt flere billetter inden festivalen den 9. august, siger Jesper Albrechtsen, der er formand for foreningen bag Bålhøj Festival.
Til sammenligning blev der kun solgt knap 1000 billetter sidste år, men nu ser det ud til, at der nok bliver udsolgt til årets festival.
- Lige nu er der kun 200 billetter tilbage, som vi også forventer at få solgt inden festivalen, fortæller Jesper Albrechtsen.
En væsentlig årsag til det fine billetsalg må være, at Bålhøj Festival kan præsentere det helt store nye navn i dansk musik: Bandet Aphaca. Som mange musikanmeldere har kastet deres kærlighed på. Se bare hvad avisen Politiken skrev efter Aphacas optræden på Roskildefestivalen, hvor bandet optrådte for et publikum på 17.000 mennesker på den næststørste scene, teltscenen Arena:
- Aphaca er det varmeste og bedste rockband, Danmark har set i årevis. Og de samlede så mange mennesker, at der var prop i tilstrømningen og fyldt telt næsten en time, inden de gik på.
- Alle de unge var der. Og deres forældre, skriver Politiken.
Nogle sammenligner endda Aphaca med tidens største danske koncertnavn The Minds of 99.
Så bliver det vist ikke meget større.
Og nu står musikanmeldernes darlings altså på scenen til årets Bålhøj Festival.
Hvordan i alverden har I scoret så stort et navn, spørger jeg Jesper Albrechtsen.
- Det er vores to bookere, der for et halvt års tid siden kom og sagde, at vi kunne få en aftale med Aphaca, og dengang var de ikke helt så store, som de er nu, hvor de jo stormer frem, så vi fik en fornuftig aftale med dem, fortæller Jesper Albrectsen.
Det er især et ungt publikum, som Aphaca trækker af huse, og billetsalget går altså strygende.
- Vi er faktisk ved at undersøge, om det på nogen måde er muligt at udvide publikumstallet. Det kræver nogle tilladelser fra offentlige myndigheder, og det er vi ved at undersøge, om det kan lade sig gøre, forklarer Jesper Albrectsen.
Så glem al snak om krise. Bålhøj Festival lever i bedste velgående!
De øvrige optrædende på årets festival er Michael Falch og Zonen, Johnny Madsen Tribute, Jack Flash & the Comets og Emil Lange.