Billede beskrivelse

96.000 danskere tog på opdagelse i dansk landbrug

19. september 2023 kl. 10.26
Opdateret 25. september 2023 kl. 09.38

Hvordan ser et moderne dansk landbrug ud? Det fik 96.100 nysgerrige gæster svaret på for nyligt, da 84 landmænd og fødevarevirksomheder over hele landet holdt Åbent Landbrug.

Der blev klappet køer og kalve, set på grise, får, kyllinger, smukke konkurrenceheste, redet på ponyer, smagt på kirsebærvin og hørt om klimatiltag, planteforædling og grøn energi, da 84 landmænd, og de 96.100 danskere, der brugte søndagen på landet, kunne se både køer, grise, høns, får, geder og alt det, der vokser på marker og buske.

Billede beskrivelse

Derudover var der i år også mulighed for at besøge virksomheder og lære mere om produktion af blandt andet mejeriprodukter, biogas, dyrkning af forskellige grøntsager og planteforædling.

- Vi oplever en større nysgerrighed i forhold til produktionsformerne. Landmændene bliver i dén grad spurgt ind til om alt fra dyrevelfærden til, hvad de konkret gør af klimatiltag – og det er godt. For det viser en genuin interesse for det vi laver. Og vi er jo stolte af det og viser det gerne frem, fortæller Jan Morre fra Landbrug og Fødevarer.

Billede beskrivelse

Der blev talt med mange gæster i løbet af dagen hos værterne, og der var kun ros til overs for arrangementet. Ifølge Carl Christian Pedersen, fmd. for Agri Nord er dette arrangementet vigtigt for Dansk Landbrug:

- Vi skylder vores værter og alle hjælperne en stor tak for at stable en så fantastisk dag på benene og vise deres flotte bedrifter frem. Uhyre vigtigt, at gæsterne får indsigt i deres dagligdag og ser, hvor maden og de gode danske produkter kommer fra.

Billede beskrivelse

Agri Nord havde i år 5 værter med, som fik besøg af næsten 5.000 gæster, og de lokale 4H klubber, LandboUngdom, Landbrugsskoler og foreninger var med på dagen og bidrog med et hav af aktiviteter og relevante informationer til de nysgerrige gæster.

Billede beskrivelse

Åbent Landbrug har inviteret på landet siden 1995, det ligger altid den tredje søndag i september og er gratis. I 2024 er der Åbent Landbrug den 15. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste