1,7 mio. kr. er på vej fra Norlys Vækstpulje Nyfors til 32 lokale, innovative og grønne projekter i det tidligere Nyfors-område.
Livet her

32 lokale projekter får støtte fra millionpulje

07. december 2022 kl. 16:47

1,7 mio. kr. er på vej fra Norlys Vækstpulje Nyfors til 32 lokale, innovative og grønne projekter i det tidligere Nyfors-område. Det oplyser Norlys i en pressemeddelelse. 

32 lokale projekter i det tidligere Nyfors-område har netop modtaget den gode nyhed om, at de får støtte fra Norlys Vækstpulje Nyfors. I alt sender Norlys Vækstpulje Nyfors 1,7 mio. kr. ud til grønne og lokale projekter.

- Vi oplever rigtig stor interesse fra de mange ildsjæle i lokalområdet. Vi glæder os til at se projekterne folde sig ud og gøre en forskel i lokalsamfundene i vores område, siger Karsten Frederiksen, der er bestyrelsesformand i Norlys Vækstpulje Nyfors.

Norlys Vækstpulje har i 2022 haft fokus på især at støtte projekter, der bidrager til den grønne omstilling, og det fokus fortsætter i 2023. Her kan alle typer lokale projekter søge støtte. Næste ansøgningsfrist er 1. marts 2023.

Ønskeland, Vildmosesporten og Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe får håndsrækning

En af de glade modtagere er den velgørende institution Ønskeland, der tilbyder et rekreativt ophold til børn med alvorlige eller kroniske sygdomme. For at bruge de midler, der doneres fra private, fonde og virksomheder til størst mulig gavn for børnene, er Ønskeland i gang med energioptimering, der samtidig gavner miljøet. Renoveringen består blandt andet af udskiftning til LED-belysning og etablering af tænd/sluk-sensorer. Norlys Vækstpulje Nyfors støtter projektet med 70.000 kr.

Norlys Vækstpulje Nyfors støtter kultur og oplevelsescenteret Vildmoseporten, der formidler historien om Store Vildmose ved Aabybro med 75.000 kr. I 2004 købte frivillige ruinerne af den gamle gård, og siden har de arbejdet ihærdigt med restaureringen. For at give de besøgende en bedre oplevelse i forbindelse med udstillinger og festivaler, ønsker Vildmoseporten at udskifte det nedslidte lydanlæg.

Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe er et lokalt fællesskab, der arbejder med alt, hvad der sker lokalhistorisk i Brovst. De udarbejder bl.a. slægtsalbum, som de frivillige fremviser på besøg ved ældrecentre og plejehjem. For at kunne fremvise de mange billeder, som gruppen har modtaget på negativer og CD, har de brug for nyt udstyr. Norlys Vækstpulje Nyfors støtter indkøbet af udstyr med 74.288 kr.

Annonceret indhold

Nyeste