24 familier svømmer, bowler og spiller badminton på ny flex-ordning
Brønderslev Hallerne er kommet godt fra land med et nyt tiltag, de har sat i søen i år: Familie Flex, hvor familier kan bruge hallens mange aktiviteter på en fleksibel måde og bowle, svømme, spille badminton og bordtennis, gå i fitnesscenter og endnu flere ting for en fast månedlig pris.
- Det er blevet taget helt vildt godt imod. Det er fedt at høre, at mange snakker om det, fortæller Camilla Mølholt, der er administrativ medarbejder i hallen.
24 familier har meldt sig til, og det er de glade for i Brønderslev Hallerne.
- Vi har jo lavet det for, at vi gerne vil give noget til byens folk, og når vi har åbent hernede, vil vi gerne have, at det bliver brugt. Det er både for at lukke hullerne hernede og for at folk kan hygge sig sammen, fortæller Camilla Mølholt.
Hun tror, at den fleksible form uden faste tidspunkter kan være godt.
- Jeg tror, det passer bedre ind i familielivet, at man ikke skal gå fast til noget men kan passe det ind til, hvornår det passer. Det med at man skal af sted - det er ikke altid, at man kommer det. Her er det fleksibelt, og man kan gøre det, når det passer ind, siger hun.
Mens hallen er meget booket af foreninger om aftenen i hverdagen, er der en del ledige tider formiddag og weekend, som folk kan bruge og booke baner. I svømmehallen kan man svømme i hele den offentlige åbningstid, og man kan booke baner i bowlinghallens åbningstider.
- Bordtennis er der altid plads til, fortæller Camilla Mølholt.
Badmintonbaner skal bookes, og man kan låne både badmintonketsjere og bordtennisbat.
- Man skal ikke særligt meget i svømmehal eller bowle særligt meget, for at det kan betale sig, mener Camilla Mølholt, det peger på, at der også er mulighed for at lave fitness i hallens motionsrum.
Der er både motionsrum i svømmehallen og Brønderslev Hallen, og der er også mulighed for at spille udendørs petanque og discgolf.