Louise Panduro Nielsen åbner en pop-up butik i Brønderslev fra fredag 23. september 2022 til søndag 25. september 2022. <i>Foto: Louise Panduro Nielsen</i>
Livet her

23-årige Louise er landmand: Nu drømmer hun om at leve af sin hobby

21. september 2022 kl. 10:38

Kvæg og kunst er ikke umiddelbart noget, man forbinder med hinanden. Men Louise Panduro Nielsens hverdag er alligevel fyldt med begge dele.

Den 23-årige nordjyde er uddannet landmand og arbejder til dagligt på et kvægbrug. Derhjemme tegner hun egne plakater, kort og t-shirts, som hun sælger på sin webshop By Panduro.

Det lyder måske en smule umage, men i virkeligheden udlever hun bare sine to store interesser på samme tid.

Webshoppen By Panduro sælger også kort til forskellige anledninger. <i>Foto: Louise Panduro Nielsen</i>

- På sigt vil jeg gerne kunne leve af min kreative forretning. Men jeg prøver også at holde ved mit andet job så længe som muligt, for jeg elsker dyr, siger Louise Panduro Nielsen.

I weekenden får hun en forsmag på, hvordan det kunne være at leve af sin forretning. Fredag 23. september åbner hun nemlig en pop-up butik på Bredgade i Brønderslev. Her har hun indrettet en lille butik med eksempler på hendes produktioner.

Bedstemor inspirerer

Det kreative løber så at sige i blodet for nordjyden.

- Min bedstemor var kunstner, og vi har altid tegnet og malet meget, når vi har været sammen med hende. Det har altid været en interesse for mig, siger Louise Panduro Nielsen.

Ved siden af har hun så sit deltidsjob på et kvægbrug. Passionen for dyr og landbrug er også smittet af på kunsten, hvor hun blandt andet laver motiver med landbrugsdyr og plakater med landbrugscitater.

Louise Panduro Nielsen producerer også plakater med egne motiver. <i>Foto: Louise Panduro Nielsen</i>

Motiverne kommer også til at være repræsenterede i pop-up butikken - blandt andet i form af et par hvide t-shirts med en gris eller en ko. Derudover har hun planer om at udstille en del af sine "Spots fra Danmark"-plakater, der har motiver fra forskellige steder i landet. 

Kom og kig

Det er ikke kun lyst, men også nød, der driver Louise Panduro Nielsen til at åbne sin pop-up butik.

- Tiden er ikke så god for onlinesalg og markedsføring. Indtil videre har jeg solgt fra Instagram og Facebook, men algoritmerne gør, at jeg skal bruge al min tid på at lægge ting op, så de bliver vist. Samtidig kan man godt mærke, at folk ikke bruger så mange penge mere. Så jeg tænkte, at det var en god idé at komme ud, siger hun.

By Panduro sælger også plakater med forskellige motiver fra Danmark. <i>Foto: Louise Panduro Nielsen</i>

Idéen har hun haft i et halvt års tid, men det er den sidste måned, hvor forberedelserne for alvor har været i gang.

- Planen er, at folk bare kan komme og kigge forbi. Så kan de se kvaliteten selv. Men der kommer også sofaer, kaffe, kage og snak. Det skal være lidt hyggeligt, fortæller Louise Panduro Nielsen

Drømmer om café

Det passer hende godt at have et kreativt job ved siden af hendes arbejde i landbruget. Derfor er hun også gået ned på deltid for at have bedre tid til sin virksomhed.

- Landbrug kan godt være fysisk hårdt for os kvinder, så jeg har haft brug for at kunne sidde og lave noget andet. Det passer mig rigtig godt at kunne tegne, siger hun.

Den midlertidige butik er også en prøveballon for, hvordan det ville være at have en permanent butik. Som sagt drømmer hun om på at sigt at kunne leve af sin virksomhed.

- Nu prøver jeg lige en fysisk butik og ser reaktionen på det. Hvis det går godt, kan det godt være, jeg tænker videre over det, siger Louise Panduro Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste