20 meter høje bygninger i erhvervsområde var ikke en god idé
Et nyt erhvervsområde skal i gang hurtigst muligt, så derfor dropper man idéen om at ændre i lokalplanen i sidste øjeblik
BRØNDERSLEV: Det gik lige lovlig hurtigt, da byrådet i august på selve mødet besluttede at ændre i teksten i et lokalplanforslag for et nyt erhvervsområde ved Øster Brønderslev nær McDonalds - umiddelbart vest for Hirtshalsmotorvejens afkørsel 7, "Brønderslev Syd".
Borgmester Mikael Klitgaard (V) fik de fleste i byrådet til at ændre i forslagets tekst, så kommende erhvervsbygninger i en del af området kunne blive 20 meter høje i stedet for de 14 meter, som forvaltningen havde skrevet. Det skete på baggrund af en henvendelse fra Brønderslev Erhvervskontor, der ønskede at man tillod en maks. højde på 20 meter.
Nu har økonomiudvalget med borgmesteren i spidsen ændret holdning. I lokalplanforslaget kommer der igen til at stå maks. højde 14 meter.
- Dengang syntes jeg, det lød fornuftigt nok. Men efterfølgende viste det sig, at det kunne trække ud med at få lokalplanforslaget ud i høring og dermed vedtaget, og det ønsker vi ikke, forklarer Mikael Klitgaard.
Nordjyske undersøgte forløbet og fik i den forbindelse følgende forklaring fra den kommunale byplanlægger Steven Hansen i Brønderslev Kommune.
- Det her skete uden forvaltningens viden. Det var en beslutning, der blev truffet på selve byrådsmødet - og det var også en beslutning, der blev truffet uden viden om konsekvenserne af den, forklarer han og tilføjer:
- Det er jo en væsentlig forøgelse. Derfor er vi blevet nødt til at tage sagen tilbage til fornyet behandling i forvaltningen. Spørgsmålet er jo, om det her gør, at lokalplanen lige pludselig skal miljøvurderes, forklarer Steven Hansen.
At der overhovedet er rejst tvivl om, hvor lang tid det vil tage at få lokalforslaget gjort klart til at sende ud, har altså nu fået økonomiudvalget til at holde sig til de lokalplanforslag, der har været gennem forvaltningen.
- På baggrund af uhensigtsmæssig forlængelse af plan- og miljøgodkendelsesprocessen, såfremt maks. højde ændres fra 14 til 20 m, foreslås at det oprindelige planforslag fastholdes med maks. højde på 14 m. Hermed foreslås således, at Byrådet godkender det samlede oprindelige lokalplanforslag, som versionen der sendes i høring, hedder det helt præcist i referatet fra økonomiudvalgsmødet 5. oktober.