1300 forældre har skrevet under på protest - byrådsmøde flyttes over i hallen
Forældre kæmper mod tidlig skolestart - over 700 er med i gruppe, hvor der opfordres til at møde op til byrådsmødet onsdag aften
BRØNDERSLEV: Byrådsmødet onsdag aften er flyttet fra byrådssalen til Brønderslev Hallerne, meddeler Brønderslev Kommune på facebook.
Samtidig gør utilfredse forældre klar til at møde op til aftenens byrådsmøde.
Det fremgår i facebook-gruppen "Nej tak til tidlig SFO", som på kort tid har fået over 700 medlemmer og samler forældre, der er kritiske overfor, at der er lagt op til, at børnene fra næste år skal få en tidligere skolestart. De skal begynde i førskole i april i stedet for at begynde i skole direkte til august. Det er en del af en budgetaftale, som de blå partier har indgået, og som skal til endelig behandling på byrådsmødet onsdag.
De utilfredse forældre er bekymrende over flere ting.
- I budgettet ligger en nedprioritering af vores børn, som står til at miste fire måneder i børnehaven, fordi de skal tidligere i SFO - nogle børn helt ned til fem år og tre måneder, og med normeringer, der er væsentligt ringere, end fagpersoner anbefaler for aldersgruppen, fremgår det af teksten, hvor der opfordres til, at forældre møder op til byrådsmødet.
Forældrene har tidligere været ude med kritik af førskolegrupperne - bekymringen går især på, at normeringen bliver ringere for børnene, at der bliver to skifte, og at der ikke er plads på skolerne.
De to områdebestyrelser har også lavet en underskriftsindsamling imod den tidligere skolestart. Bestyrelserne repræsenterer børn og forældre fra i alt 18 børnehaver i hele Brønderslev Kommune.
Formand for forældrebestyrelsen i Børnehaven Galaksen, Trine Søe Holmberg, oplyste tirsdag, at man havde rundet 1300 underskrifter.
- Jeg synes, det er fedt. Det er dejligt at se, og vi bliver kontaktet af forældre, der synes, det er fedt, at vi kæmper en kamp for deres børn, siger hun.
Trine Søe Holmberg håber, at man kan opnå en effekt.
- Vi håber at få politikerne råbt op, så de forstår, at vi ikke er enige i det budgetforlig, de har indgået. Vi vil have, at de forholder sig til de undersøgelser, der er lavet omkring børns trivsel, og hvilke konsekvenser førskole har, som man ved nu, siger hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun tror på, at beslutningen kan laves om, siger Trine Søe Holmberg:
- Vi lever i håbet endnu.