1.g'ernme på Brønderslev Gymnasium arbejdede med drikkepres blandt unge.
Livet her

1. g'ere laver film om festkultur og drikkepres

21. november 2022 kl. 12:01

59 pct. af unge bliver udsat for drikkepres, når de fester med venner og skolekammerater. Men det vil stadigt flere faktisk gerne gøre op med, så der kommer en festkultur, hvor det er ok at sige nej tak til at drikke alkohol. 

Det oplyser "Drik mindre – oplev mere", der er en landsdækkende filmkonkurrence, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag.

- For at inspirere unge til en festkultur, hvor der er plads til forskellighed og til at sige nej tak til alkohol, afholder Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for 8. år i træk en filmkonkurrence, som 1. g’ere fra Brønderslev Gymnasium deltog i. Her skulle hele årgangen bruge én dag på at producere film, hvor de kom med deres bud på, hvordan man skaber en festkultur, hvor høje promiller ikke er omdrejningspunktet. Eleverne prøvede kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på en mobil eller iPad, skriver de. 

I pressemeddelelsen peger de på, at drikkepres er en problemstilling, der fylder meget blandt de unge. 

- Det fremgår af rapporten ”Unges alkoholvaner i Danmark 2021”. Seks ud af 10 af 15-25-årige har én eller flere gange oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til. Næsten hver tredje har selv én eller flere gange forsøgt at få en ven til at drikke mere alkohol, selvom personen har sagt nej. Hver fjerde 15-25-årige drikker nogle gange eller ofte mere alkohol, end de har lyst til, fordi de føler, at det forventes. Men hele 88 pct. af de unge mener, at vi skal have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et nej tak til alkohol. I 2017 var det blot 64 pct., der mente dette, mens det i 2019 var 81 pct., så der er sket en markant udvikling i holdningen til dette spørgsmål.

- Vores undersøgelser viser, at et stort flertal af unge ønsker en ny og mere rummelig festkultur, hvor alkohol ikke er en forudsætning for at være med i fællesskabet. I filmkonkurrencen giver vi unge mulighed for at komme med deres kreative bud på, hvordan vi kommer derhen,  oplyser Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

I alt 30 gymnasier deltager i konkurrencen, hvor vinderen får 5.000 kr. til at skabe god energi til et arrangement på skolen, eksempelvis en DJ til festen eller et indslag til en cafeaften.

Annonceret indhold

Nyeste