Tøjbutik lukker i Aalborg Storcenter: Ophørsudsalg er startet
AALBORG: Butikken åbnede midt under corona-pandemien i november 2020.
Siden blev den også udvidet to år senere - men nu er det definitivt slut med Hummel-butikken i Aalborg Storcenter.
Det bekræfter centerchef i Aalborg Storcenter, Tom Dorf, over for Ligeher.nu, ligesom det fremgår af et opslag på butikkens Facebook-side.
- Det er ret udramatisk. Det er en del af en større strategisk øvelse hos Hummel, så det er ikke den eneste butik, de har lukket, forklarer han og tilføjer, at man har "været meget glade for at have dem i centeret".
Hidtil har Hummel butikken ligget i Blå Gade i storcenteret.
Hvornår butikken lukker står endnu ikke klart, fortæller Tom Dorf, der dog fortæller, at lejemålet formelt skal overdrages 1. april.
Hvad der skal rykke ind i stedet for børnetøjsbutikken er imidlertid også uvist.
Tom Dorf vil dog godt løfte lidt af sløret for, hvad man kan forvente sig i fremtiden.
- Vi arbejder på en meget spændende, ny lejer, som ikke er i byen eller i regionen i forvejen. Det er en rigtig god placering i centeret, og det er et fedt koncept, der kommer, fortæller centerchefen.
Ligeher.nu har også forsøgt at få en kommentar til lukningen fra Hummel, men tøjkoncernen er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.