Seneste nyt
Billede beskrivelse

Gitte fejrer to markante milepæle i Byens Kiosk

15. juni 2026 kl. 08.02

HALS: Der er lagt op til en festlig dag i Hals fredag 26. juni. 

Her kan Gitte Wedfald nemlig fejre hele to milepæle på én gang. 

Dagen markerer hendes 35-årsjubilæum som indehaver af Byens Kiosk på Aalborgvej - og  samtidig fylder hun 60 år. 

Begge begivenheder fejres i kiosken, som gennem årtier har været et naturligt pejlemærke i Hals. 

- Jeg synes, det er fantastisk, at vi stadig er her efter alle de år. Det havde jeg ikke forestillet mig, da jeg startede som ung, siger Gitte. 

Hun købte i 1991 den lille kiosk med tilhørende bolig af Kamma Christiansen. På det tidspunkt var forretningen væsentligt mindre end i dag, men Gitte så mulighederne og kastede sig ud i livet som selvstændig. 

– Jeg var kun 25 år. Det var en stor beslutning, men jeg havde lysten, og heldigvis har jeg aldrig fortrudt, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Så et potentiale i legetøj

Fra begyndelsen handlede det om at udvikle forretningen i takt med kundernes behov.

Allerede tidligt blev der satset på nye initiativer, og Byens Kiosk var blandt de første med onlinetips og -lotto. 

Senere blev videoudlejning en stor succes, og gennem årene har Gitte haft blik for de muligheder, der er opstået lokalt. 

En af de største kom i 1998, da boghandlen i Hals lukkede. 

Forretningen havde et stort udvalg af legetøj, og Gitte kunne se, at lukningen udgjorde et hul i den lokale handel. 

- Jeg selv brugte også flittigt boghandlen, når jeg skulle købe legetøj til mine to døtre. Så jeg hoppede med på vognen og begyndte selv at satse på legetøj, forklarer Gitte. 

Kiosken blev udvidet, og den nye 1. sal blev hurtigt et yndet trækplaster for børn af både lokale og turister.

Billede beskrivelse

Fra seks til 25 spilleautomater

I 2002 blev Byens Kiosk blandt de første i Nordjylland med spilleautomater. 

Gitte lagde ud med seks af slagsen, og i dag er der 25 automater i en særskilt afdeling af butikken. 

Sammen med pakkeshoppen udgør automaterne i dag fundamentet i forretningen. 

- Som kioskejer kan du ikke længere leve af at sælge ugeblade, aviser og tobak. Den slags varer er blevet til mersalg, når folk alligevel kommer herind i andre ærinder. Eksempelvis for at hente eller sende en pakke, lyder det fra Gitte. 

Hun hæfter sig i samme forbindelse ved, at Byens Kiosk også fungerer som lidt af en hyggekrog. 

- Vi har rigtig mange faste kunder, og der er altid basis for en sludder med gratis kaffe, kage og lidt koldt til ganen.

Svære tider

De 35 år som selvstændig har dog ikke været uden modgang. 

Finanskrisen i 2008 satte sit præg på detailhandlen, og corona-pandemien i 2020 blev endnu en alvorlig udfordring. 

Gitte blev tvunget til at lukke spilleafdelingen i en længere periode, hvilket gik hårdt ud over indtjeningen. 

- Det var uden tvivl en af de sværeste perioder. Vi kunne dog opretholde driften af kiosken, og kunderne var trofaste. Det gjorde forskellen, fastslår jubilaren, der også privat har oplevet livets prøvelser. 

Efter mange års ægteskab mistede hun i 2011 sin mand, Kurt. 

- Det var en svær tid, og jeg skulle lære at stå på egne ben på en ny måde. Heldigvis kom jeg godt videre og fik solgt vores landsted ved Holtet. I dag er jeg gift igen, flyttet til Hals og har det rigtig godt, siger hun. 

Fritiden bruges blandt andet på golf og hestevæddeløb.

Når både fødselsdagen og jubilæet fejres fredag 26. juni, bliver det med tilbud, der kan mærkes. 

I anledning af de 35 år gives der hele dagen 35 procent rabat på både legetøj og bland-selv-slik. Ligeledes fristes med kagemand og andre godter. 

- Det vigtigste for mig er at få lov at sige tak til kunderne, som har støttet Byens Kiosk gennem alle årene. Uden dem var jeg aldrig nået hertil, konkluderer Gitte Wedfald.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste