150 nye el-delecykler indtager Aalborgs gader
De karakteristiske grønne el-cykler er begyndt at dukke op i gadebilledet i både Aalborg og Nørresundby.
Aalborg Kommune har indgået en samarbejdsaftale med virksomheden Lime, som nu tilbyder elektriske delecykler til borgere og besøgende i byen.
Ordningen starter som et forsøg på et år med 150 cykler på vejene, men forventningen er, at antallet på sigt kan vokse til omkring 500.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge Aalborg Kommune skal delecyklerne fungere som et alternativ til bilen på kortere ture og samtidig bidrage til en mere bæredygtig mobilitet i byen.
- Vi synes, at de nye el-delecykler er et godt tilbud til både borgere og gæster i Aalborg Kommune, og det kan måske medvirke til at få flere til at bruge cyklen. Vi vil løbende følge forsøgsordningen og i samarbejde med Lime foretage justeringer, hvis der skulle vise sig et behov for det. På den måde bliver systemet tilpasset de lokale forhold i Aalborg, siger rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt.
Kommunen vil i testperioden indsamle erfaringer med ordningen, inden der eventuelt sendes flere cykler på gaden.
Erfaringer fra andre byer
Lime, der beskriver sig selv som verdens største virksomhed inden for delte elektriske køretøjer, driver allerede delecykelordninger i blandt andet Aarhus og København.
Nu er turen kommet til Aalborg.
- Vi er utrolig glade for at bringe LimeBike til Aalborg i takt med, at mikromobilitet fortsætter med at vokse i Danmark. Aalborg har en stærk cykelkultur, og vi tror på, at LimeBike kan tilbyde en nem, bæredygtig og attraktiv måde for folk at komme rundt i byen på, siger Kasper Mortensen, Operations Manager for Lime i Danmark.
De nye cykler er udstyret med blandt andet frontkurv, mobilholder, integrerede for- og baglygter samt bremselys bagpå. Ifølge Lime skal det gøre cyklerne både praktiske og sikre at bruge i trafikken.
Sådan fungerer ordningen
For at benytte cyklerne skal brugerne hente Limes app, oprette en profil og scanne QR-koden på cyklen for at låse den op.
Standardprisen er i øjeblikket 10 kroner for at låse cyklen op og 2,90 kroner pr. minut under kørslen. Der kan også købes minutpakker til en lavere minutpris.
Cyklerne må anvendes på cykelstier og veje inden for det tilladte område i Aalborg og Nørresundby, som fremgår af appen. Turen skal afsluttes i et cykelstativ eller et dedikeret offentligt cykelparkeringsområde.
Ordningen kan benyttes af personer over 18 år.