Aalborg-restaurant holder fortsat lukket efter køkkenbrand
AALBORG: De var både rystede over oplevelsen - og taknemmelige for, at situationen ikke udviklede sig yderligere.
Restaurant Duus Vinkælder på Østerågade i det centrale Aalborg var fredag i sidste uge udsat for en brand i køkkenet.
Den holdt i første omgang restauranten lukket hen over weekenden - men endnu er Aalborg-restauranten ikke klar til at genåbne.
Det skriver Restaurant Duus Vinkælder i et opslag på Facebook.
"Arbejdet efter fredagens brand i køkkenet trækker desværre ud. Derfor er vi nødsaget til fortsat at holde lukket. Alle med berørte bookinger vil blive kontaktet. Vi håber på snart at kunne åbne dørene igen," lyder det i opslaget.
Fredagens brandskader var umiddelbart begrænset til køkkenets emhætte - men siden er der pågået et rengørings- og oprydningsarbejde, som altså har vist sig at trække ud.