200 kilometer i timen: Fuld fart på danmarksmesterskab i Aalborg
AALBORG: Der var fart over feltet, da Hesteskoen øst for Aalborg lørdag dannede ramme om en afdeling af danmarksmesterskabet i FPV Drone Race.
Stævnet samlede både rutinerede elitepiloter og nye deltagere og indgik i en serie på i alt fire afdelinger.
FPV Drone Race er en moderne motorsportsgren, hvor piloter styrer specialbyggede droner gennem tekniske baner ved hjælp af videobriller med livebilleder direkte fra dronen.
Det giver oplevelsen af selv at sidde i cockpittet, mens dronerne suser afsted med op mod 200 km./t.
Med for første gang
Blandt deltagerne var 13-årige Nikolaj Loell fra Hjallerup, der for første gang deltog i et DM-stævne.
Sammen med sin far, Simon Loell, havde han taget turen til Aalborg for at prøve kræfter med nogle af landets bedste dronepiloter.
- Det var svært at hamle op med de bedste, men jeg synes egentlig, det gik okay. Jeg lærte en masse, og det var sjovt at være med, siger Nikolaj.
Hans far oplevede hurtigt, hvor stor forskellen er mellem nybegyndere og de mest erfarne piloter:
- De dygtigste har helt styr på både dronernes opbygning og den elektronik, der gemmer sig indeni. Det er stadig nyt for os, men det er også en del af det spændende ved sporten. Der er hele tiden noget nyt at lære, fastslår Simon Loell.
Vintertræner hjemme på skærmen
På startlisten var også Kenneth Jönsson fra Vodskov, som har fløjet drone i mange år.
Selvom han hører til blandt de mere rutinerede, lægger han ikke skjul på, at niveauet i toppen er vanskeligt at matche.
- Jeg har også svært ved at konkurrere med de allerdygtigste. I Danmark har vi nogle af verdens bedste FPV-piloter, og dem kan jeg ikke følge med. Heller ikke selvom jeg træner hele vinteren hjemme på simulatoren. Men det er sjovt at være med, og der er et stærkt fællesskab, forklarer Kenneth Jönsson.
Arrangørerne håber, at flere får øjnene op for FPV Drone Race.
Er man til actionfyldte heats, avanceret teknologi og spektakulære billeder fra luften, er det da også et godt bud på en knap så dyr motorsport.