Wisam åbner nyt spisested: - Jeg synes også, at byen mangler det
AALBORG: Er du for nylig gået forbi Bispensgade 29, har du måske bemærket flammerne på dørene og teksten:
- En ny smagsrejse åbner snart her.
Det har sat gang i spekulationerne.
- Er det Flammen, der åbner, har folk spurgt mig. Jeg er også blevet spurgt om, det er Meat, fortæller Wisam Thamer Alwan.
Men det er hverken Flammen eller Meat, der åbner på adressen - det er Wisams helt egen shawamabar ShaOneMa.
Fra idé til virkelighed
Wisam er langt fra ny i shawarmabranchen.
I flere år arbejdede han i den populære Shawarma King i Aarhus.
Senere flyttede han til Nordjylland, hvor hans far overtog det tidligere Tasty's i Frederikshavn, som Wisam stod i spidsen for.
Selvom arbejdet foregik i Frederikshavn, boede Wisam i Aalborg.
- Jeg blev simpelthen forelsket i byen.
Her begyndte en idé at spire.
- Jeg har længe gået med en lille drøm i maven om at skulle åbne en shawarmabar her. Og jeg synes også, at byen mangler det.
Og nu bliver den idé til virkelighed.
Aalborgs nye shawarmaoplevelse
Når ShaOneMa åbner, bliver det blandt andet okseshawarma, man kan købe.
– Den bliver lavet på okseflankesteak, som marinerer i flere dage, så kødet får masser af smag og bliver både saftigt og mørt.
Man vil også kunne købe kyllingeshawarma, og på sigt vil Wisam udvide med lam.
- I fremtiden kunne jeg også godt tænke mig at få et lammespyd op. Det ved jeg, at der er rigtig meget efterspørgsel på.
Fra tøjbutik til shawarmabar
Før de første gæster kan træde indenfor, venter der et større arbejde.
Lokalerne har tidligere huset en tøjbutik, og derfor er Wisam godt i gang med en omfattende renovering. Blandt andet skal der etableres køkken, før spisestedet kan åbne.
Af samme grund har Wisam endnu ikke fastsat en åbningsdato.
Men en ting er sikkert - Wisam glæder sig til at byde aalborggenserne indenfor i Bispensgade 29.