Efter Hotel Romantik: Sådan har Joan det i dag
HOU/NØRRESUNDBY: I foråret havde vi danskere fornøjelsen af at følge med i 20 modige senior-singlers jagt på at finde kærligheden i det populære DR-program Hotel Romantik.
Selvom sidste afsnit kun for nylig har haft premiere, er det nu godt et halvt år siden, at deltagerne vendte hjem fra Mallorca.
Men hvad er der sket siden rejsen? Det har vi spurgt den nordjyske deltager Joan Nørgaard om.
Sommer i Hou
Fugle synger og solen skinner, da Joan byder os velkommen i hendes fine sommerhus i Hou.
Det er her, hvor Joan er at finde, når hun ikke er hjemme i lejligheden i Nørresundby eller kører land og rige rundt for at besøge familie, venner og hendes nye bekendtskaber fra Hotel Romantik.
Sidst vi snakkede med hende var første afsnit af datingprogrammet kun lige rullet over skærmene, og hun kunne ikke afsløre meget.
Nu er alle afsnit ude, og Joan er klar til at fortælle, hvad der er sket siden.
Joan tager hjem
I løbet af Hotel Romantik så vi Joan date, danse og feste med de andre romantik-deltagere på Mallorca.
Vi så også, at Joan endte med at tage hjem uden en kæreste.
Og selvom det egentlig havde været formålet fra start, har rejsen bestemt ikke været spildt. Det forsikrer Joan os om.
Når hun ser tilbage på rejsen, er det nemlig taknemmeligheden, der fylder – det gjorde den, da hun kom hjem, og det gør den stadig et halvt år efter.
- Jeg kunne ikke have været et bedre sted i mit liv på det tidspunkt. Jeg har intet negativt at fortælle om den oplevelse, fortæller Joan.
Det gælder også, selvom rejsen til tider bød på grænseoverskridende oplevelser og store følelser.
- Det er noget af det fineste, jeg nogensinde har været med til.
Joan sender en særlig tak til produktionen bag Hotel Romantik, som hun oplevede tog sig kærligt af deltagerne gennem hele forløbet - før, under og efter optagelserne.
Hemmeligt - til det ikke var mere
Da programmet begyndte at rulle over danskernes skærme, oplevede deltagere, hvad der også følger med i realitylivet - man bliver genkendt.
Her i Nordjylland har reaktionerne ikke været så voldsomme, synes Joan.
- Jeg er godt nok taknemmelig for at være jyde. Vi er så ydmyge, griner hun.
Men på Sjælland har det været en helt anden oplevelse. "De er mere umiddelbare," som Joan siger.
- Jeg var ude i lufthavnen på et tidspunkt, og så kommer der en middelalderende kvinde løbende. Hun råber: ‘Joan, Joan, tak tak tak!’ 'Kig derover' – og hun peger på hendes venindegruppe og råber: 'Vi er team Joan!'" griner Joan.
Travlt, travlt og mere travlt
Ud over berømmelsen har deltagelsen i Hotel Romantik også betydet en travl hverdag for Joan – hendes kalender er nu propfyldt med spændende aftaler.
Den står blandt andet på interviewaftaler til artikler, tv og podcast - lige nu er hun fx. aktuel i den populære podcast 112 for Knuste Hjerter.
Udover det er Joan også ved at starte op som foredragsholder – hendes første oplæg bliver i Løkken til sensommeren, og hun glæder sig meget.
Og så har hun selvfølgelig også travlt med at besøge sine nye venner fra Hotel Romantik.
Senest har de været til en countryfestival i Rødby, og i september rejser deltagerne sammen til Kreta for at besøge Ole, der også var med i programmet.
Ny kærlighed?
Joan fandt ikke en kæreste på Mallorca - men har hun fundet én siden? Det er det store spørgsmål.
Og svaret er:
- Nej, jeg har ikke haft tid, griner Joan og fortsætter:
- Det er ikke, fordi jeg mangler tilbud.
Hun fortæller, at rigtig mange interesserede skriver til hende på diverse sociale medier, men det er ikke blevet til mere end det på nuværende tidspunkt.
Dog har Joan fundet en anden slags kærlighed - særligt i venskabet med Tom, som også deltog i Hotel Romantik.
- Vi er blevet de allerbedste venner, fortæller hun og fortsætter:
- Kærlighed behøver ikke bare være kærlighed mellem par, det kan også være mellem venner. Og det er stadig en meget dyb følelse, fortæller hun.
Fik du ikke set Hotel Romantik, kan du stadig nå det. Du finder programmet på DRTV.