Efter succes i Løvens Hule: Nordjysk iværksætter springer ud i nye eventyr
Måske ringer navnet Ann Rosenskjold en klokke.
Aalborg-iværksætteren gjorde sig i hvert fald bemærket, da hun sammen med makkeren Jakob Neua Nørgaard sikrede sig den næststørste investering nogensinde i Løvens Hule med ejendomsmæglerfirmaet Estaldo.
Siden da er det gået stærkt – men nu er Ann klar til at tage næste skridt, både professionelt og geografisk.
Målrettet drøm har givet pote
Ann har altid været en målrettet kvinde. Allerede som barn begyndte hun at drømme om en fremtid i boligverdenen.
– Jeg sad tit og bladrede i boligaviserne sammen med mine forældre, og i weekenderne slæbte jeg dem med til åbent hus-arrangementer. For jeg kunne jo ikke tage afsted alene som 12-årig, fortæller hun.
Siden har hun vendt interessen til en levevej. I dag har Ann 16 års erfaring i ejendomsbranchen – heraf otte år som selvstændig.
Hendes arbejde med Estaldo har særligt gjort indtryk – blandt andet da Jan Lehrmann i 2022 investerede 2,75 millioner kroner for 10 procent af virksomheden i det landsdækkende tv-program Løvens Hule.
Men nu er tiden kommet, hvor Ann kaster sig ud i nye eventyr – bogstaveligt talt.
Hun flytter nemlig over på den anden side af bordet – fra boligsælgere til boligkøbere – og tager samtidig hjemmekontoret med sig i rygsækken.
Livet som digital nomade
Drømmen om at kunne rejse ud med laptoppen under armen og drive en forretning har længe ulmet hos Ann.
Det seneste år har hun derfor arbejdet på at strikke drømmen sammen til virkelighed – og nu går virksomheden Boligkøbsrådgiver Ann Rosenskjold officielt i luften.
Rådgivningen kommer til at foregå 100 % online. Til gengæld tager Ann sig af alt, hvad en boligkøber skal have styr på.
– Jeg synes, det er supervigtigt, at køberne føler sig trygge. Jeg vil gerne skabe en oplevelse, hvor de faktisk føler, de kender mig – og jeg kender dem – selvom vi aldrig har mødt hinanden, siger Ann.
Virksomhedens online opbygning er samtidig nøglen til Anns helt personlige eventyr, hvor drømmen om et liv som digital nomade kan gå i opfyldelse.
– Der er jo ikke mange i den finansielle branche, der rejser verden rundt og arbejder samtidig. For mig handler det om at bevise – nok mest over for mig selv – at man sagtens kan bygge en virksomhed uden at være bundet til et kontor i Danmark fra 8 til 16. Man kan tage ud i verden, få oplevelser og stadig skabe noget meningsfuldt, fortæller Ann.
Selvom Ann nu går nye veje, er hun stadig at finde i Estaldos bestyrelse.