Seneste nyt
Billede beskrivelse

Har du et stjålet shotsglas fra Jomfru Ane Gade? Nu er der frit lejde

02. oktober 2026 kl. 10.02

AALBORG: Et gammelt drinkskort, et fotografi eller måske et shotsglas, der på mystisk vis endte i tasken efter en tur i Jomfru Ane Gade.

Nu er der frit lejde.

Det oplyser Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.

Aalborg Historiske Museum er nemlig på jagt efter genstande og fortællinger, der kan være med til at dokumentere historien om Aalborgs berømte festgade.

Billede beskrivelse

Lørdag 10. oktober inviterer museet til en eftermiddag med fokus på Jomfru Ane Gade. Det sker i Hugos Garage - i de lokaler, hvor Gaslight i 1967 blev det første diskotek i Gaden.

Her bliver der mulighed for at høre tidligere aktører fortælle om livet i Gaden, se historiske billeder og selv bidrage med historier og minder.

Museet håber samtidig, at aalborgenserne vil finde gamle minder frem fra skuffer og skabe.

Det kan være menu- og drinkskort, fotografier, glas, askebægre, arbejdsuniformer fra tiden bag baren, merchandise eller andre små genstande med en historie fra Jomfru Ane Gade.

Og står der et gammelt shotsglas i skabet, som måske har en lidt tvivlsom oprindelseshistorie, er det altså også velkomment.

Billede beskrivelse

- Vi håber selvfølgelig, at folk vil tage ting med, som kan hjælpe os med at dokumentere Jomfru Ane Gades historie. Men man skal bestemt ikke føle, at man skal have en genstand med for at komme. Vi vil gerne skabe en eftermiddag, hvor man kan mødes om minderne, høre nogle gode historier og opleve lidt af den stemning, der har præget Gaden gennem næsten 60 år, siger Thor Bæch Pedersen, museumsinspektør ved Aalborg Historiske Museum.

Program

Jomfru Ane Gade på museum

Lørdag 10. oktober kl. 13–15
Hugos Garage, Jomfru Ane Gade, Aalborg

Kl. 13.00: Dørene åbner
Kl. 13.15: Talk om Jomfru Ane Gade
Kl. 14.00: Indsamling, historier, billeder og aktiviteter
Kl. 15.00: Tak for i dag

Der er plads til 150 deltagere. Det er gratis at deltage, og man kan booke billet på nordjyskemuseer.dk, hvis man vil være sikker på at få en plads.

Kendte navne fra Gaden på scenen

På dagen kan publikum møde Daniel Lehmann, Torben Jensen, Niels Bøgelund og John Steffensen, der repræsenterer forskellige perioder og sider af Jomfru Ane Gades historie.

Sammen med journalist Lars Raakilde Jespersen ser de tilbage på livet i Gaden – fra de første diskoteker og beværtninger til den Gade, Aalborg kender i dag.

Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål.

Efter talken fortsætter arrangementet med historiske billeder, musik fra Gaslight og en konkurrence. Der bliver desuden mulighed for at tage en selfie foran en fotostat af det ikoniske diskotek.

Billede beskrivelse

Baren er naturligvis også åben. Her kan man blandt andet købe den ikoniske ”Gaslight Club”, som var på Gaslights menukort fra midten af 1970'erne.

Genstandene og fortællingerne skal blandt andet indgå i den kommende udstilling på Aalborg Historiske Museum, når museet genåbner i 2029 efter en større renovering. Her får Jomfru Ane Gade en plads i fortællingen om det moderne Aalborg.

Det er gratis at deltage, og alle er velkomne, men det kræver billet, som kan bookes her.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste