Moderne dyrestald indviet ved Hospitalsbyen
GISTRUP/AALBORG: Tirsdag blev der sat punktum for flere års planlægning, da Region Nordjylland officielt indviede det nye biomedicinske forskningslaboratorium ved Aalborg Universitetshospital.
De nye faciliteter skal styrke både forskning, uddannelse og udviklingen af fremtidens behandlingstilbud i sundhedsvæsenet.
Forskningslaboratoriet ligger i nær tilknytning til Hospitalsbyen i det østlige Aalborg og erstatter de tidligere rammer på hospitalets nordlige matrikel i centrum.
For at skabe plads til de nye aktiviteter købte Region Nordjylland for nogle år siden et mindre nedlagt landbrug, som siden er blevet ombygget og udvidet til moderne forskningsfaciliteter.
For professor og daglig leder, Benedict Kjærgaard er indvielsen kulminationen på et mangeårigt arbejde med at skabe tidssvarende rammer for både forskere, medarbejdere og forsøgsdyr.
- Vi har nu faciliteter, der giver os mulighed for at gennemføre mere avancerede forsknings- og uddannelsesaktiviteter, samtidig med at vi sikrer høj dyrevelfærd og gode arbejdsforhold, siger han.
Bedre forhold for dyrene
Det omkring 1000 kvadratmeter store anlæg giver plads til flere forskningsprojekter og rummer blandt andet moderne operationsfaciliteter, hvor mindre indgreb kan udføres direkte på stedet.
Samtidig er der skabt bedre muligheder for opstaldning af grise, minigrise og kaniner, ligesom der er investeret i forbedret smittekontrol, ventilation og aktivering af dyrene.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) ser laboratoriet som en vigtig investering i fremtidens sundhedsvæsen.
- Forskning og innovation er afgørende for, at vi fortsat kan tilbyde behandling af høj kvalitet. De nye faciliteter styrker både samarbejdet mellem hospital, universitet og erhvervsliv og skaber et stærkt fundament for udviklingen af nye behandlingsmetoder, siger han.
Samarbejde med beredskab
Placeringen tæt på Aalborg Universitetshospital skal samtidig gøre samarbejdet mellem forskningsmiljøerne og de kliniske afdelinger lettere.
De tilhørende arealer åbner desuden muligheder for træning og øvelser i samarbejde med blandt andre Forsvaret, politiet og beredskabsmyndigheder.
Her kan sundhedspersonale og beredskaber gennemføre realistiske feltøvelser og træne livreddende procedurer under forhold, der minder om virkelige hændelser.
Dermed får anlægget også en rolle som uddannelses- og træningscenter, der rækker ud over hospitalets egne forskningsaktiviteter.