Ny ret på Alimentum: Tør du smage den?
På Restaurant Alimentum er bæredygtighed en af kerneværdierne. Og det vidner deres nyeste påfund også om:
Nu tilbyder de svinetunge på menukortet.
Hvorfor skulle man ikke bruge svinetunge?
Det var i et opslag på Instagram, at Aalborg.nu-redaktionen faldt over den spændende nyhed. Og det fordrede selvfølgelig et opkald til gourmetrestauranten i Løkkegade.
- Vi søger jo altid den der grænse mellem galt og genialt for at give folk en oplevelse, og så det ikke bare er et stykke kød, man kan få alle andre steder, forklarer Søren og uddyber:
- Også for at bruge nogle kødstykker, der ikke bliver brugt ret meget, og så vise vores håndværk. At man kan tage et billigt, nogen vil måske kalde det et fattigt stykke kød, og så hæve det op til noget, som er værd at servere på vores restaurant.
Og det har resulteret i et ”vanvittigt lækkert stykke kød”, hvis de selv skal sige det.
Tør du smage svinetunge?
Hvis du er lidt skeptisk overfor idéen om, at sætte tænderne i et stykke svinetunge, er du ikke alene.
- Vi har også rigtig mange, der er skeptiske omkring det. Lige indtil de smager det, fortæller Søren og fortsætter:
- Og nogle gange skal man jo også smage nogle nye ting. Ellers er det i hvert fald det helt forkerte sted, man er gået hen. For her leger vi rigtig meget med tingene og vender dem på hovedet.
Har du alligevel brug for at få lidt ord på, hvad det er, der venter dig, skulle du kaste dig ud i at prøve den nye ret. Så skriver de selv i opslaget på Instagram, at:
- Smagen er mild, og teksturen er som så meget andet kød. Nogen siger også, at det minder om stegt foie gras.
Skal du smage den nytænkende ret, så indgår den både i deres Tasting menu og deres Primus menu, der koster henholdsvis 800 kroner og 1300 kroner uden vinmenu.
Velbekomme!