Tre garderkorps spiller Aalborg op på lørdag
AALBORG: Der bliver musik i gaderne og marcherende gardere i bybilledet, når Aalborg Garden på lørdag får selskab af både Hobro Garden og Hadsund Skoleorkester.
Det sker lørdag den 19. september, hvor de tre garderkorps går sammen om en fælles koncertdag som en del af Landsgardeforeningens nationale kampagne ”Garderkulturen i fokus”.
Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Formålet er at sætte fokus på den danske garderkultur og det fællesskab og de traditioner, der følger med.
I løbet af dagen besøger de tre korps Hadsund, Hobro og Aalborg.
I Aalborg starter det klokken 14 på Gabels Torv, hvorfra korpsene marcherer gennem byens gågader, inden de vender tilbage til torvet.
Her bliver dagen rundet af med en fælles koncert, hvor de tre korps både spiller hver for sig og sammen.
- Med projektet vil vi løfte vores fælles fortælling og synliggøre garderkulturen i hele landet, siger LGF’s landsformand Benjamin Hansen.
Dagens program er Hadsund klokken 10-11, Hobro klokken 12-13 og Aalborg klokken 14-15.