Nyt spisested er endelig åbnet på Vingårdsgade
AALBORG: Det har været lang tid undervejs.
Er man gået forbi den lille hvide bygning på Vingårdsgade, har man kunnet se, at arbejdet med at renovere har været i gang i en del månender nu.
Men mandag kunne Duy Phong Nguyen endelig slå dørene op til COMI, et asiatisk byg-selv spisested.
Duy Phong Nguyen er manden bag, og han er glad for, at det endelig er blevet tid.
- Det er fem måneder, hvor vi har været i gang med at renovere. Vi brugte også lang tid på at finde et sted. Vi har kigget mange steder, men til sidst endte vi her i de her kendte lokaler, som også er centralt. Det er et lille lokale, men det er dejligt her, og det er nok for os, fortæller Duy.
Det asiatiske køkken
Duy er uddannet inden for det japanske køkken.
Derudover har han været omkring flere forskellige asiatiske restauranter i Aalborg.
Selv er han fra Vietnam.
Konceptet bag COMI går ud på, at man selv kan bygge sin ret ved at vælge sauce, topping og kød.
- Der er en slags asiatisk comfort food blandet med street food. Der er ikke så mange steder, man kan få kimchi eller japansk curry, men det kan du her, fortæller Duy.
Han peger også på, at kvaliteten er høj, lige meget om du kommer først på dagen eller om aftenen.
COMI kører med 20% rabat den første uge på hele menuen.