Seneste nyt
Billede beskrivelse

Massivt fremmøde til Danish Airshow i Aalborg: - Det er gået rigtig, rigtig godt

14. september 2026 kl. 10.52

AALBORG: Det blev en søndag med fly, larm og mennesker i massevis på Flyvestation Aalborg.

Hele 131.000 gæster lagde vejen forbi, da Danish Airshow søndag igen fyldte himlen over Aalborg med fly fra både Danmark og udlandet.

Det glæder major Morten Valentin Jensen, chef for ATW Ledelsessekretariat ved Air Transport Wing, dagen efter det store show.

Billede beskrivelse

- Det er gået rigtig, rigtig godt. Vi nåede op på 131.000 gæster, siger han.

Det er flere end de omkring 125.000 gæster, som arrangørerne på forhånd havde forventet.

En drone satte showet på pause

Det store show forløb dog ikke helt uden problemer.

Undervejs blev programmet sat på pause i omkring 20 minutter, da der blev konstateret en drone i området.

Billede beskrivelse

- Vi konstaterer en drone, og så stopper alt, indtil man får styr på det. Det er vores sikkerhedsorganisation, der håndterer situationen, forklarer Morten Valentin Jensen.

Herefter kunne showet fortsætte.

Selvom dronehændelsen naturligvis var ærgerlig, mener han samtidig, at den viste, at sikkerhedsberedskabet fungerede.

- På den ene side er det selvfølgelig ærgerligt. På den anden side kan vi konstatere, at vores sikkerhedssetup virkede, som det skulle.

Ros til publikum

Når mere end 100.000 mennesker skal til og fra Flyvestation Aalborg, kan trafikken være en udfordring.

Men arrangørerne er tilfredse med, hvordan det gik.

- Det største problem er altid trafikken, men langt de fleste har haft en god oplevelse, siger Morten Valentin Jensen.

Billede beskrivelse

Han roser samtidig gæsterne for at følge anvisningerne fra blandt andre NT, Trafikstyrelsen og politiet.

Faktisk var der færre biler denne gang end ved det seneste Danish Airshow.

Også shuttlebusserne mellem Aalborg Lufthavn og flyvestationen kørte efter planen.

50 fly fra 16 nationer

Omkring 50 fly fra 16 forskellige nationer var med i årets show.

Men man behøvede ikke nødvendigvis at stå inde på selve flyvestationen for at få en oplevelse.

Billede beskrivelse

Morten Valentin Jensen fortæller, at der også var mange mennesker, som fulgte flyene fra andre steder omkring Aalborg.

- Der har sikkert også været rigtig mange, som har set showet uden nødvendigvis at være inde på pladsen. Vi kunne blandt andet se, at der var rigtig mange både ude på fjorden.

Over 2.000 mennesker stod bag

Søndagens flyshow var samtidig kulminationen på en travl weekend.

Fredag var der jobmessen Flyvende Fremtid i samarbejde med Aalborg Kommune med knap 6.000 besøgende, mens Forsvaret lørdag havde et arrangement for de værnepligtige med omkring 2.000 besøgende.

Billede beskrivelse

- Vi har i virkeligheden ikke kun haft ét arrangement. Vi har haft tre arrangementer, siger Morten Valentin Jensen.

Alene søndag var mere end 2.000 mennesker i gang, når frivillige og underleverandører tælles med.

Nu er oprydningen allerede begyndt.

Telte og stilladser skal ned, køretøjer skal væk, og de udenlandske deltagere begynder at flyve hjem.

Billede beskrivelse

- I løbet af relativt kort tid kommer pladsen til at se helt tom ud efter at have været fyldt med liv.

Selve hovednedbrydningen forventes at tage tre-fire dage.

Der er blandt andet omkring 11 kilometer hegn og mere end 300 toiletter, der skal håndteres.

Aalborg må vente seks år

Hvis den normale turnus fortsætter, bliver der dog længe til, at Aalborg igen kan lægge flyvestation til Danish Airshow.

Showet går på skift mellem de tre operative flyvestationer i Danmark.

Billede beskrivelse

Næste gang er det efter planen Skrydstrup, derefter Karup, og så er turen igen kommet til Aalborg om seks år.

- Det må vi jo håbe, siger Morten Valentin Jensen.

Men efter den intense weekend er der også brug for en pause.

- Jeg tror lige, jeg skal bruge et døgn mere, og det tror jeg også, de andre skal.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste