Kæmpe nostalgifest indtager Karolinelund til sommer
AALBORG: Det var dengang "Hits for Kids"-cd'erne dominerede butikshylderne - og alle kunne Macarena-dansen.
Sådan indleder Skråens Venner en pressemeddelelse, hvori man annoncerer en spritny nostalgikoncert i Karolinelund.
"Husker du?" hedder den, og den skal efter planen finde sted lørdag 22. august - og bliver ni timer lang.
"I en tid hvor virkeligheden er en anden, starter vi tidsmaskinen, og inviterer alle tilbage til dengang, hvor bekymringerne var færre og hverdagen lettere," lyder det.
På scenen har Skråens Venner inviteret Dr. Bombay, Cartoons, ItaloBrothers og mange, mange flere til at spille op til dans og gode minder fra 90'erne.
Der vil være pyntet op til vaskeægte nostalgifest i parken, og derfor opfordrer arrangørerne også alle gæster til at møde op udklædte.
"Vi har brug for en fest i Aalborg, hvor vi mindes bedre tider og nyder fællesskabet om den fantastiske stemning, de kendte toner kan skabe," skriver Skråens Venner.
Billetsalget til den nye 90'er-fest starter i morgen fredag 23. januar kl. 10.
Billetter kan købes på Skråens hjemmeside, i Skråens billetsalg eller i Salling Aalborg.
Den nye nostalgifest bringer i øvrigt mindelser om de tidligere "Vi Elsker"-koncerter, der har fundet sted i både Skalborg, Mølleparken og Kildeparken tidligere.
Imidlertid annoncerede arrangørerne af disse sidste år, at man ville ændre konceptet.
I stedet har man lanceret én stor musikfestival på Espelunden i Rødovre.
Festivalen har fået navnet Festegnen og vil løbe over to dage i juni i år.
Læs mere om de planer i artiklen her.