Der var musik ved fjordbredden til fast sommertradition i Aalborg
AALBORG: Lørdag blev området ved Kulturbroen i Aalborg igen forvandlet til et levende samlingspunkt, da årets udgave af FjordRock løb af stablen.
Trods skiftende vejr med sol, skyer og regnbyger var stemningen hele dagen høj.
Koncertgæsterne fandt i stor stil vej til fjordbredden for at nyde både musik og atmosfære.
Programmet blev åbnet med Soulkompagniet, som satte en varm og energisk tone for dagen.
Herefter fulgte Østre Gasværk, der leverede velkendte klassikere af både Kim Larsen og Gasolin.
Senere på eftermiddagen fortsatte rocken med "The Boss - a tribute to Bruce Springsteen".
Arba Revival Band sparkede gang i 70’er-nostalgien med et forrygende ABBA-repertoire, inden dagen blev rundet af med et DJ-set i VIP-området.
Ud over musikken var FjordRock som altid også en social begivenhed, hvor gæsterne hyggede i de afslappede rammer ved vandet.
Bag arrangementet stod Lions Club Aalborg, som endnu engang skabte en dag, hvor musik og velgørenhed gik hånd i hånd.
Overskuddet fra festivalen går til børn og unge, der har været udsat for overgreb.
FjordRock har efterhånden etableret sig som en fast sommertradition i Aalborg.
Lørdagens udgave var således den 15. i rækken.