Seneste nyt
Billede beskrivelse

Grønlands Torv inviterer til fest med musik, loppefund og sjove aktiviteter

06. september 2026 kl. 08.01

AALBORG: Grønlands Torv bliver fyldt med liv, når der igen inviteres til Torvefest med gratis oplevelser for hele familien.

Torsdag 10. september klokken 15-19 kan børn, unge, voksne og ældre komme forbi til en festlig eftermiddag med musik, aktiviteter, fællesskab og lokale tilbud.

Torvefesten er en fejring af lokalsamfundet i Aalborg SØ, hvor beboere, foreninger, boligorganisationer og Aalborg Kommune går sammen om at skabe en dag med fokus på fællesskab og gode oplevelser.

For børnene er der masser af aktiviteter på programmet. De kan blandt andet more sig i hoppeborg, prøve flødebollekast, få ansigtsmaling og møde en politibetjent samt se en politibil helt tæt på. 

Aalborg Bibliotekerne deltager også med bogbilen, hvor familier kan gå på opdagelse i bøger, materialer og aktiviteter.

Dagen byder samtidig på musikalske indslag. 

Torvefesten åbnes officielt klokken 15 af rådmand Peter Larsen fra Job og Velfærd i Aalborg Kommune, hvorefter lokale børn og unge bidrager med sang og musik. 

Klokken 17.30 spiller Aalborggarden op og skaber festlig stemning på torvet.

Der bliver også mulighed for at finde gode loppefund blandt de mange loppestande og møde lokale foreninger og organisationer, som fortæller om deres aktiviteter og tilbud inden for blandt andet sundhed, beskæftigelse og fritidsfællesskaber.

- Området omkring Grønlands Torv har store kvaliteter og et stort potentiale. Torvefesten viser noget af det bedste ved bydelen: engagementet, fællesskabet, lokale foreninger og aktiviteter - og særligt de mange mennesker, der hver dag bidrager til, at det er et område, hvor rigtig mange er glade for at bo, siger rådmand Peter Larsen.

Alle er velkomne til at kigge forbi Grønlands Torv torsdag 10. september klokken 15-19. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste