Auktionshallen fik flyvende start
AALBORG: Det blev lidt af et trækplaster, da det nye kulturhus, Auktionshallen fredag officielt slog dørene op i Gasa-bygningen på Gøteborgvej i Skalborg.
Hundredevis af gæster lagde vejen forbi for at opleve det nye sted, der fremover skal danne ramme om koncerter, standup foredrag, filmvisninger, virksomhedsarrangementer og en lang række andre aktiviteter.
Den officielle åbning blev foretaget af borgmester Lasse Frimand Jensen (S). Herefter kunne de fremmødte opleve de nyrenoverede lokaler, hvor husets historie stadig afspejles i de karakterfulde omgivelser.
Dagens program bød også på en overraskelse. Til stor begejstring for publikum lagde komikeren Lars Hjortshøj vejen forbi med et show, der satte ekstra kulør på festlighederne og udløste masser af grin blandt gæsterne.
Begyndelsen på en udviklingsproces
Bag det nye tilbud står Kristian Højmark-Breiner og Stefan Kaptain. De to har gennem længere tid har arbejdet på at forvandle den tidligere handelsplads for frugt, grønt og blomster til et moderne mødested for kultur.
- Vi er enormt glade for den opbakning, vi har mødt. Det er fantastisk at se så mange mennesker fylde huset allerede på åbningsdagen. Det viser os, at der er interesse for et sted, hvor kultur, fællesskab og nye idéer kan mødes, siger Kristian.
Han suppleres af Stefan, der betegner åbningen som begyndelsen på en længere udviklingsproces.
- Nu glæder vi os til for alvor at komme i gang med at drive kulturhus. Vi håber, at både kulturaktører, virksomheder, foreninger og borgere vil være med til at præge huset og skabe aktiviteter, som vi måske slet ikke har forestillet os endnu.
Auktionshallen rummer blandt andet et auditorium med plads til omkring 150 gæster samt lounge- og barområderne.
De første arrangementer er allerede på plakaten, og lokalerne kan samtidig bruges til konferencer, firmaevents og private arrangementer.
Ambitionen er at skabe et levende kulturelt samlingspunkt, hvor historiske rammer danner baggrund for nye oplevelser og fællesskaber for folk i alle aldre.