Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mere end fordobler pladsen i Aalborg: Nu rykker virksomhed ind på Eternitten

05. september 2026 kl. 12.00

AALBORG: Der bliver væsentligt mere plads at gøre godt med, når Grant Thornton 7. september flytter fra Danalien 1 til Hatschek Hus på Eternitten i Aalborg.

Revisions- og rådgivningshuset går fra 708 til 1821 kvadratmeter og får samtidig adgang til fælles møde- og konferencelokaler samt en stor fælles kantine.

Det oplyser Grant Thornton i en pressemeddelelse.

Flytningen sker samtidig med, at Grant Thornton køber Contabilia Administration ApS, der blev stiftet i Nørresundby i 2001. Contabilia bliver fuldt integreret i Grant Thornton, og virksomhedens seks medarbejdere følger med.

- Contabilia er desuden et rigtigt godt match, både fagligt og kulturelt. Vi deler ambitionen om at være tæt på kunderne og levere service af høj kvalitet til små og mellemstore virksomheder, siger Thomas Hedegaard, partner og COO i Grant Thornton.

Bliver 41 personer

Grant Thornton har i dag 27 medarbejdere og fem partnere i Aalborg. Ud over de seks medarbejdere fra Contabilia begynder tre nyansatte 1. september.

Dermed vil der være 41 personer på kontoret, når Grant Thornton flytter ind i Hatschek Hus.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel på revision og rådgivning, og derfor har vi brug for rammer, der understøtter vores fortsatte vækst. I Hatschek Hus får vi et moderne arbejdsmiljø med plads til både nuværende og kommende kolleger, og samtidig får vi gode faciliteter til at tage imod kunder og samarbejdspartnere, siger Thomas Hedegaard.

Billede beskrivelse

Vivi Larsen fortsætter

Opkøbet betyder, at Contabilia ikke fortsætter som selvstændigt navn. Stifter og ejer Vivi Larsen fortsætter i stedet som teamleder for Bogføring & Erhvervsservice i Aalborg.

Hun har gennem flere år samarbejdet med partnerne i Grant Thornton Aalborg.

- Grant Thornton og Contabilia har samme sunde holdninger til, hvordan en virksomhed skal drives, og derfor er jeg overbevist om, at det er en god beslutning for alle parter, at Contabilia bliver en del af Grant Thornton, siger Vivi Larsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste