Lagkagehuset åbner inden længe ny butik midt i Aalborg
Bagerafdelingen i MENY i Kennedy Arkaden er i øjeblikket under ombygning. Når arbejdet er færdigt, bliver den erstattet af Lagkagehuset
AALBORG: Der bliver banket, bygget og gjort klar ved indgangen til Meny i Kennedy Arkaden.
Den hidtidige bagerafdeling er på vej væk, og 23. september rykker Lagkagehuset i stedet ind som en selvstændig butik i butikken.
Det fortæller købmand Michael Andersen fra Meny i Kennedy Arkaden.
- Det er gennem Dagrofa, at det er kommet i stand. Lagkagehuset og Meny har et strategisk samarbejde, så der er flere og flere butikker, der får det, fortæller han.
Det bliver Lagkagehuset selv, der skal stå for driften af den nye afdeling.
- Det bliver en shop-in-shop-løsning, altså en butik i butikken, og Lagkagehuset kommer med deres egen bemanding, siger Michael Andersen.
Ny kiosk ved indgangen
Ombygningen betyder også ændringer andre steder i butikken.
Meny har nemlig indrettet et nyt kioskområde tæt ved indgangen, hvor nogle af medarbejderne fra den hidtidige bagerafdeling er blevet flyttet over.
Her bliver der blandt andet mulighed for at hente pakker og købe tobak, drikkevarer og forskellige former for fastfood.
- Det er til alle dem, der ikke skal ind i butikken, men måske bare skal købe noget koldt at drikke, hente en pakke eller lige have en fransk hotdog, fortæller Michael Andersen.
Kioskområdet er endnu ikke helt færdigt. Der mangler blandt andet skiltning og nye tobaksskabe, som efter planen bliver lavet i den kommende uge.
Håber på flere kunder
Det endelige sortiment i den nye Lagkagehuset-butik er endnu ikke helt på plads, men Michael Andersen håber, at det kendte bagerbrand også kan få betydning for resten af supermarkedet.
- De har jo et navn og et brand, som der er mange, der kender. Jeg håber selvfølgelig, at det bliver rigtig godt, og at det kan være med til at tiltrække nogle flere mennesker til butikken, siger han.
Lagkagehuset kommer til at holde åbent fra klokken 7 til 19 på hverdage og fra klokken 7 til 17 i weekenden.
Det betyder blandt andet, at kunderne i weekenden kan købe morgenbrød en time før selve Meny-butikken åbner.