Har du set det? Street art-værk flytter ind i Friis Streetfood
AALBORG: Et stort street art-værk fra Aalborgs Street Art Festival har fået en ny plads i byen. Nu kan gæster i Friis Streetfood opleve værket året rundt.
Værket blev skabt under End of the Line Festival i Karolinelund, hvor mere end 30 street art-kunstnere kunne være med til at sætte deres præg på det fælles værk.
Det oplyser Friis Shoppingcenter i en pressemeddelelse.
Under festivalen valgte kunstneren Chr15 at tage ejerskab over maleriet og skabe sit eget udtryk oven på det tidligere graffiti-værk.
Nu er kunstværket flyttet ind i Friis Streetfood, hvor det bliver en fast del af bylivet - indtil det igen skal udvikles under næste års festival.
Bag flytningen står et lokalt samarbejde mellem Friis og Aalborg Kultur Kollektiv, der arrangerer End of the Line. Målet er, at værket bliver ved med at forandre sig, når nye kunstnere fremover tilføjer deres egne detaljer.
- Vi ønsker at være en aktiv del af Aalborg og bakke op om de initiativer, der gør byen mere levende. End of the Line er drevet af stærke lokale kræfter, og derfor giver samarbejdet rigtig god mening for os, siger Camilla Elstrup, center manager i Friis.
Hos Aalborg Kultur Kollektiv glæder man sig over, at festivalen får lov til at leve videre uden for festivaldagene.
- Som frivillig forening er vi afhængige af samarbejder, og med kunstværket får festivalen et liv, også når den er slut. Tanken er, at værket udvikler sig år for år, når nye kunstnere sætter deres præg på det under festivalen, siger Kenneth Pinsker, formand for Aalborg Kultur Kollektiv.
Street art har de seneste år fået en større plads i Aalborgs bybillede, og netop det levende element er en vigtig del af kunstformen. Derfor bliver værket i Friis Streetfood ikke bare en udsmykning, men et kunstværk i konstant udvikling.
Næste gang værket får nyt liv, bliver under End of the Line Festival, hvor nye kunstnere igen får mulighed for at sætte deres aftryk på det.