Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny cykelsti i Hasseris skal redde gamle rønnetræer

04. september 2026 kl. 06.01

AALBORG: En ny cykelsti på Under Lien i Hasseris skal gøre det tryggere at cykle på strækningen, uden at den gamle allé af seljerøn bliver ofret.

Aalborg Kommune går snart i gang med at etablere den 270 meter lange cykelsti, der skal forbinde de eksisterende stier fra KFMU-hallen til rundkørslen ved Nørholmsvej.

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Projektet har dog været udfordret af de gamle rønnetræer langs vejen. De op til 90 år gamle træer er en vigtig del af områdets identitet, men deres rødder er sårbare over for gravearbejde.

- Under Lien har en smuk og karakteristisk allé af seljerøn. Alléen er lang, gammel og har en høj bevaringsværdi. Derfor har det været afgørende for os at finde en løsning, som både forbedrer forholdene for cyklisterne og passer godt på træerne, siger Karen Luise Winther Høgsbro, der er landskabsarkitekt i Teknik og Miljø.

For at beskytte træerne blev deres rodnet undersøgt i efteråret 2025. Undersøgelserne har givet viden om, hvor rødderne breder sig, og hvordan anlægsarbejdet kan udføres med mindst mulig påvirkning.

- Normalt graver vi 40 centimeter ned i jorden for at anlægge en cykelsti. Her bruger vi i stedet en særlig kassette, som erstatter bærelaget. Derfor behøver vi kun at grave halvt så dybt og gør dermed mindre skade på rødderne, forklarer Karen Luise Winther Høgsbro.

Anlægsarbejdet er begyndt, og rønnetræernes stammer er blevet beskyttet med afdækning. Samtidig bliver området omkring rødderne skånet, så jorden ikke bliver komprimeret.

Den nye cykelsti anlægges på begge sider af Under Lien, mens det eksisterende fortov mod øst bliver lagt om for at skabe plads til stien. Arbejdet gennemføres i etaper og forventes afsluttet ved udgangen af 2026.

- Træerne danner et særligt rum og får vejen til at skille sig ud. At kunne bevare det stiller særlige krav til både planlægning og anlæggelse af den nye cykelsti, fortæller Karen Luise Winther Høgsbro.

Erfaringerne fra projektet i Hasseris skal efterfølgende bruges i andre projekter, hvor byudvikling, trafiksikkerhed og træbevaring skal gå hånd i hånd.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste