Nu kan du spise fangsten fra rågeregulering
Tidligere på ugen meldte Aalborg Kommune, at det var tid til regulering af råger i kommunen.
Klaus Godiksen, som er skytte i Aalborg Kommune, fik fornøjelsen af reguleringen, da rågen ellers er en fredet fugl i henhold til EU's fuglebeskyttelsesdirektiv.
Det skrev Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Reguleringen har båret frugt, og nu inviteres store og små til et familievenligt arrangement i Vestre Fjordpark, hvor der vil være aktiviteter for børn, fremvisning af udstyr og smagsprøver på frisk-skudte rågeunger tilberedt over bål.
Rågeaften er onsdag den 22. maj kl. 18-21 i Fjordhuset i Vestre Fjordpark, og det er gratis at deltage. Du møder blot op ved Fjordhuset kl. 18.
I løbet af aftenen kan du blive klogere på, hvordan Aalborg Kommune regulerer rågerne.
– Det er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og de lokale jagtforeninger, siger Klaus Godiksen.
Der vil være fremvisning af det udstyr, skydevåben, knive og meget mere, som Klaus Godiksen benytter.
Du vil også få et indblik i, hvordan hunde arbejder med nedskydningerne.
– For at vise, hvad det er vi har gang i, viser vi folk hundearbejde, vores våben, knive og hvad vi ellers bruger til jagtregulering.
Rågerne bliver parteret og tilberedt over bål, så du kan smage rågekød.
Der vil være forskellige aktiviteter for både børn og voksne.
– Vi har lavet en jagtsti, så børnene kan snuse lidt til jagten og lære, hvordan man gør det. Børnene kan også være med til at partere rågerne, fortæller Klaus og fortsætter.
– Du kan også opleve vagthundssignaler. Det bliver sådan en hyggelig aften, afslutter Klaus.
Jagthornsblæsere kommer og spiller og sætter stemningen for aftenen.