Nu skal drikkevarer med alkohol være mindre synlige i butikker
NORDJYLLAND: Breezers, øl og andre drikkevarer med alkohol må ikke længere placeres i kasseområdet eller ved slik og chips.
Onsdag 1. april træder nye regler i kraft for placering af drikkevarer med alkohol i butikker landet over.
Reglerne betyder, at breezers, øl og andre drikkevarer med alkohol ikke længere må placeres ved kasseområdet eller ved siden af slik og chips.
Det skriver Alkoholreklamenævnet i en pressemeddelelse.
De nye retningslinjer blev aftalt i sommeren 2025 mellem detailhandlen, alkoholproducenter og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Formålet er at mindske mængden af impulskøb af alkohol blandt unge.
Aftalen betyder, at drikkevarer med alkohol skal placeres adskilt fra kasseområdet, slik og chips, børne- og legetøjs- og grøntafdelinger.
- Når børn og unge går i supermarkedet eller til købmanden, skal de ikke mødes af øl, vin og spiritus utallige steder i butikkerne, sagde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse i september sidste år.
Alkoholreklamenævnet skal sikre, at reglerne efterleves. Det oplyser forperson for nævnet Marlene Winther Plas.
- Det betyder, at hvis man som forbruger ser alkohol, der er placeret på en måde, der strider imod den frivillige aftale, vil vi opfordre til at sende en klage til Alkoholreklamenævnet.
- Vi kommer også selv til at sætte ind med en monitorering for at sikre, at de nye regler bliver overholdt, siger hun i meddelelsen.
Det understreges i pressemeddelelsen, at kravene skal overholdes "under hensyntagen til, hvad der er praktisk muligt for den enkelte butik".
- Blandt andet er den markante stigning i butikstyverier et praktisk hensyn, der kan give anledning til, at bestemte varegrupper placeres efter særlige hensyn, skriver Alkoholreklamenævnet.
Det kan ifølge nævnet være nødvendigt for butikker at flytte rundt på deres placering af varer som følge af aftalen.
- Men der er ikke en forventning om, at butikkerne bygger om, lyder det.
/ritzau/