Billede beskrivelse

Tidligere AaB-profil skal være fodbolddirektør i København

31. marts 2026 kl. 14.01

SKAGEN/AALBORG/KØBENHAVN: Fodboldkarrieren har sendt ham forbi både AaB, F.C. København og Nantes.

Men han er født og opvokset i Skagen, helt mod nord. 

Senest sluttede han karrieren af i det københavnske hos divisionsklubben B.93, som han spillede sin sidste kamp for i 2025. 

Det er imidlertid også her, han fortsætter sin karriere - dog i en helt anden funktion.

Nicolaj Thomsen skal nemlig være adm. direktør i fodboldklubben. Det skriver B.93 i pressemeddelelse på sin hjemmeside

- Nicolaj har haft en kæmpe betydning for B.93, siden han i 2022 vakte stor opsigt ved i sin bedste fodboldalder at skifte til os i 2. division fra Superligaen. Fra dag ét har Nicolaj bevist, at han har hjertet det rigtige sted, at han er en holdspiller med stærke individuelle kvaliteter, og at han har hovedet rigtig godt skruet på. Nicolaj er et ledelsesmæssigt talent, som møder mennesker i øjenhøjde og med stor nysgerrighed, siger bestyrelsesformand i B.93, Lars Lüthjohan. 

Nicolaj Thomsen selv supplerer: 

- Jeg er både beæret og stolt over at tiltræde som administrerende direktør i B.93. Jeg har haft fornøjelsen af at være tæt på klubben og dens udvikling, og jeg ved, hvor meget arbejde, passion og tro der ligger bag det, vi har skabt sammen.

- Derfor er det med ydmyghed og stor stolthed, at jeg nu får lov til at stå i spidsen for den videre rejse. B.93 er mere end en fodboldklub. Det er fællesskab, traditioner og en særlig ånd, der lever på tværs af generationer – båret af fans, frivillige og en fælles ambition om hele tiden at udvikle os.

Nicolaj Thomsen nåede i sin aktive karriere at blive dansk mester tre gange og dansk pokalvinder to gange. 

Klarest i hukommelsen for de fleste nordjyder står formentlig The Double-triumfen med AaB i 2013/14-sæsonen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste