23-årige Freja åbner ny café: - Det skal nok blive godt
AALBORG: Der er ikke lige blevet sat et skilt op i butiksfacaden endnu.
Men på den her til formiddag lidt lysforladte sidegade til Algade er der åbningsdag for den helt nye café Café Noer.
Og det var tydligt at se, at slutspurten er sat i gang inde bag butiksfacaden.
De sidste detaljer skal lige på plads. Der bliver sat blomster på bordene indendørs og flag, borde og stole op ude foran, så der er klar til de allerførste gæster.
Bag den nye café på Møllegade 2 står den bare 23-årige Freja Noer.
- Vi har haft travlt her til sidst. Vi var her til midnat i går aftes for at gøre klar til åbningen i dag, siger Freja Noer, da ligeher.nu træffer hende på åbningsdagen.
- Det skal nok blive godt, fortsætter hun.
Café Noer byder på et udvalg af klassiske caféikoner.
Man kan selvfølgelig få baristakaffe. Dertil kommer surdejsboller, surdejsbrød, croissanter — både med og uden chokolade — juice, sandwich og salater. Alt sammen uden kød.
Selvom Freja Noer er hovedkvinden bag Café Noer, så har hun bestemt ikke været alene om at stå for åbningen.
På åbningsdagen kunne man blandt andet se Frejas far, der havde fået tjansen at filme, så åbningen var veldokumenteret.
Det er også ham og hans kæreste, der er håndværkerne bag de borde og stole, der er lavet af genbrugstræ og som står i caféen.
Og selvom det i fremtiden kommer til at være Freja Noer selv, der skal stå bag disken, så har hun i de første dage fået hjælp af en veninde, Isabella.
- Det er bare mig, der kommer til at stå hernede i fremtiden. Medmindre det bliver så travlt, at jeg bliver nødt til at hapse hende tilbage herned, siger Freja Noer med et smil på læben.
Der mangler stadig nogle malerier på væggene, som lige nu er i Roskilde hos Frejas bedsteforældre. På den måde har de også hjulpet til med stedet.
- Ellers er vi nogenlunde på plads, føler jeg, konkluderer Freja Noer.
Da ligeher.nu træffer Freja igen, efter caféen har været åbent i en times tid, var hun ikke i tvivl om, hvordan formiddagen var gået.
- Der har været mange mennesker forbi. Både nye og kendte ansigter, siger hun og fortsætter:
- Jeg er godt tilfreds.