Billede beskrivelse

Wing-foil-hvad-for-noget? Kender du surfernes nye legetøj?

17. september 2023 kl. 10.01

En ny vandsport indtager fjord og hav. Wing foil er det nyeste skud på stammen indenfor surfing. 

Først var det windsurf, så var det kitesurf, og nu er det wing foil, der er det helt store. Måske har du set wing-surferne på vandet? Det ser ud som om, de trodser tyngdekraften og svæver rundt over vandet. I hænderne har de håndholdt sejl – en vinge – de manøvrerer i vinden med.

Hvis du kører til Hanstholm, Klitmøller eller Nørre Vorupør, er der god sandsynlighed for at støde på wing-surfere. Cold Hawaii har nemlig Danmarks bedste forhold til wing foil. Derfor afholdes der Cold Hawaii Wing Foil Open under dette års Cold Hawaii Games. 

Konkurrencen blev første gang afholdt i 2021, hvor både danske, hollandske, tyske og spanske deltagere dystede på vandet ved Klitmøller.

Populært i Tyskland

Især hos vores naboer mod syd er wing foil og andre foil-surf-discipliner blevet store.

Wing foiling åbner nemlig op for nye muligheder for at komme på vandet. Man kan komme ud på vandet i næsten ingen vind og selv, når der er små dønninger. Og det gør, at man kan få mange flere timer på vandet - modsat f.eks. bølgesurferne, der skal have den helt rigtige bølgeretning og -størrelse.

- Cold Hawaii Wing Foil Open skal derfor være med til at brande området som et af verdens fedeste steder for wing foil. Det er en hastigt voksende vandsport, og den er mulig at dyrke året rundt i Cold Hawaii. Det vil forhåbentlig kunne styrke helårsturismen, at såvel danskere som vores nabolande får øjnene op for, hvor gode forhold Cold Hawaii har, fortæller Kristian Kjøller, projektleder for Cold Hawaii Games.

Cold Hawaii Wing Foil foregår lørdag den 23. september i Nørre Vorupør fra kl. 12.00 til 16.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste