Billede beskrivelse

Verner har samlet vinduer i 40 år og er ikke kørt træt

Usædvanligt jubilæum hos Outrup Vinduer og Døre

19. oktober 2022 kl. 15.40

OUTRUP: Produktionsmedarbejder Verner Nør Nielsen har netop fejret sit 40-års jubilæum hos vinduesproducenten Outrup Vinduer og Døre. Dermed kan han bryste sig af at være den tredje i virksomhedens 54 år lange historie, som runder den flotte milepæl. 

For 40 år siden ringede Verner Nør Nielsen til vinduesfabrikkens daværende direktør en søndag aften og spurgte efter et job. Og selvom Verner, der er bosat i Sundby Mors, blot anså jobbet som midlertidigt, så udviklede ansættelsen sig til et næsten livslangt engagement på fabrikken, hvor hans primære opgave er at montere glas i vinduerne.

- Jeg kan godt lide at have ansvaret for den sidste finish, så man sikrer sig, at man leverer en ordentlig kvalitet. På den måde kan man både se og mærke det endelige resultat, inden det bliver sendt videre til kunden, siger Verner Nør Nielsen, der oprindelig er udlært tømrer.

Med fire årtier i samme virksomhed har Verner Nør Nielsen gennemlevet Outrup Vinduer og Døres udvikling fra en lille fabrik med cirka 40 ansatte til en stor og moderne virksomhed med 178 medarbejdere. Det gode forhold mellem ledelse og medarbejdere har været medvirkende til, at Verner Nør Nielsen er blevet hos vinduesproducenten. Da han startede i jobbet i 1982, var der eksempelvis en klokke, der ringede, når der skulle holdes pause. Den blev heldigvis, til Verner Nør Nielsens begejstring, afskaffet for efterhånden en del år siden.

Pauseklokken blev afskaffet

- Det var en tillidserklæring fra ledelsen til os medarbejdere, da klokkesystemet blev sløjfet. For selvfølgelig kan vi godt selv finde ud af, hvornår pauserne starter og slutter, fortæller Verner Nør Nielsen.

Verner Nør Nielsen er på vej mod pensionsalderen, men han er endnu ikke helt klar til at vinke farvel til jobbet på vinduesfabrikken, som han i runde tal har kørt 9.000 gange til tur/retur fra hjemmet. 

- Jeg tager en dag ad gangen og har ikke sat en dato for min pension. Jeg er jo i gang med at slide den tredje direktør op. Men jeg når nok ikke til den fjerde, siger Verner Nør Nielsen.

Administrerende direktør i Outrup Vinduer og Døre, Henrik Nyby, glæder sig over, at Verner Nør Nielsen stadig har sin daglige gang i virksomheden.

- Verner har igennem Outrup Vinduer og Døres mange forandringer været en fast del af virksomheden, og bidrager derfor med en utrolig erfaring og viden, der sammen med ny viden fra vores yngre medarbejdere skaber gode rammer for faglig sparring og læring, siger direktøren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste