Vanvittig fart: 17-årig på knallert stak af fra politiet med 90 km/t
17-årig på lynhurtig knallert forsøgte at undslippe politiet - men den gik ikke
NYKØBING: Kl. 00.10 natten til onsdag var Midt- og Vestjyllands Politi til stede med en patrulje på Mors.
Her traf de en lille knallert, som de hurtigt fattede interesse for. Knallerten så nemlig umiddelbart ud til at kunne køre hurtigere end det tilladte.
- Knallerten blev anslået til at køre mellem 80-90 km/t, og det er noget hurtigt for en knallert 30, konstaterer politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet satte efter knallerten, men føreren virkede ikke umiddelbart tilbøjelig til at standse, og der fulgte en kort eftersættelse.
Det lykkedes dog alligevel at få den vilde kørsel stoppet ved krydset Nørrebro/Limfjordsvej. Her kunne betjentene konstatere, at føreren var en 17-årig dreng.
Knallerten formodes at være konstruktivt ændret, og under kørslen undlod føreren at give tegn indtil flere gange. Derudover bærer knallerten ikke nummerplader og er ikke forsikret.
Køretøjet blev konfiskeret og er indbragt til synshallen, hvor det med sikkerhed skal fastslås, at den er konstruktivt ændret. Derfor kan der fortsat komme yderligere sigtelser til den stribe af forhold, som den 17-årige nu må stå til ansvar for.
- Det kan blive en dyr køretur for den unge herre, konstaterer Henrik Jensen.