Værtshusuorden: 28-årig nikkede skaller
Både på Mors og i Thy blev der gået til den i nattelivet i løbet af weekenden
THY-MORS: Politiet har flere gange i løbet af den forgangne weekend været nødt til at rykke ud til værtshusuorden i Thy og på Mors.
Natten til lørdag kl. 03.51 var den gal på Fort Indian i Thisted.
En kontrovers udviklede sig, og en 28-årig mand fra Hanstholm endte med at nikke en skalle. Det gik ud over en 22-årig mand, der i den forbindelse pådrog sig et flækket øjenbryn.
Lørdag aften kl. 23 blev politiet tilkaldt til Don Muss i Nykøbing, hvor nogle af gæsterne var blevet uenige. Politiet endte med at sigte en 56-årig mand for overtrædelse af restaurationsloven.
Senere, kl. 23.53 måtte politiet igen rykke ud til Don Muss, denne gang på foranledning af en 31-årig kvinde. Hun opførte sig voldeligt, og derfor fik også hun en sigtelse for overtrædelse af restaurationsloven.