Ustyrlig værtshusgæst måtte tæmmes med peberspray
Politiet førte kontrol på populært værtshus, og det gav flere sager om narkobesiddelse
Midt- og Vestjyllands Politi har haft travlt i nattelivet i Thy i løbet af den forgangne weekend.
Først blev en patrulje tilkalt til restaurationen Ludo i Hanstholm natten til lørdag kl. 02.20. Her nægtede en uønsket gæst at forlade stedet, hvorfor politiet fik til opgave at bede vedkommende om at gå hjem i seng.
Det havde gæsten, en 36-årig lokal mand, imidlertid ikke lyst til at efterkomme. Han fik derfor en sigtelse for at lægge hindringer i vejen for politiet, ligesom han fik en sigtelse for overtrædelse af retsplejeloven ved ikke at oplyse sit navn.
Til sidst måtte betjentene bruge peberspray for at bringe manden til orden. Han må i fremtiden finde et andet sted at gå i byen, da han på baggrund af optrinnet blev meddelt karantæne fra Ludo i to år.
Lørdag aften var politiet til stede i nattelivet i Thisted, hvor der blandt andet blev ført kontrol på Heidis Bier Bar.
Kl. 22.10 fandt patruljen en person i besiddelse af euforiserende stoffer, idet en 19-årig mand fra Frøstrup-området havde 1 gram kokain i bukselommen. 20 minutter senere pågreb politiet endnu en værtshusgæst, denne gang en 20-årig mand fra Aars, som var i besiddelse af 0,51 gram kokain.
Ved kontrollen blev der desuden fundet et antal tomme poser, som skønnes at have indeholdt narkotika, og så fandtes også en pose på gulvet med 0,8 gram kokain, dog uden ejermand.
Lige før kl. 4 søndag morgen færdedes en patrulje på Østerbakken, da en mand valgte at råbe "pansersvin" efter betjentene. Der var tale om en 18-årig mand fra Mors, som fik sig en sigtelse for fornærmelig tiltale mod politiet.
Kort tid efter på samme sted kunne politiet desuden pågribe en 29-årig mand, som kom kørende på elløbehjul uden cykelhjelm, hvilket loven ellers foreskriver. Dén forseelse koster en bøde på 1500 kr.